- Forside
Derfor overlevede Kubica
Efter sit voldsomme uheld i Montreal i søndags, hvor hans BMW-Sauber racer blev totalt smadret, melder den 22-årige kører Robert Kubica sig allerede klar til løbet på Indianapolis Speedway i USA på søndag.
Af: (@bmf1.dk) d. 14/6 2007 klokken 11:06
Robert Kubica crashede med omkring 250 km/t i sin BMW-Sauber racer i søndags, og allerede dagen efter blev han udskrevet fra hospitalet i Montreal. Han havde på mirakuløs vis, kun pådraget sig en forstuvet fod og en lettere hjernerystelse.
Vi sætter spot på sikkerheden i denne artikel, og hvad præcis der foregår, når uheld sker i motorsportens kongeklasse.
Der er sket meget i udviklingen i Formel 1, siden det hele begyndte. Her er det Alberto Ascari i sin Ferrari 375, Petralbes(Barcelona)1951
For det første er der monocoquen. Den blev opfundet af den legendariske designer og team boss for Lotus, Colin Chapman. Han gik bort fra den sædvanlige rør-konstruktion, som var både tung og ikke særlig medgørlig, til en slags separat kasse i let-metal. Den første bil der fik det nye design, var Lotus 25 i 1962. Siden da er der sket store fremskridt i udformningen og materiale valget af monocoquen.
Det var først i 1984, at McLaren satte den første bil med en monocoque fremstillet i kulfiber. Materialet er dobbelt så stærkt som stål, men op til fem gange lettere. Hele cellen omkring køreren, monocoquen, består af op til 12 lag kulfiber, og hver tråd er fem gange tyndere end et menneskehår. Mellem disse lag, bliver der indsat et bikube-mønstret aluminiumslag, for at øge stabiliteten. Til sidst bliver det hele bagt i en stor ovn i 2½ time, hele tre gange.
Hver eneste udgave af en moncoque skal bestå en meget gennemgribende crash-test. En nøjagtig model af en Formel 1 bil bliver sendt afsted mod en beton mur med 14 meter i sekundet. Formålet er, at ved så store højhastigheds ulykker, er det kun fronten, der skal gå i stykker. Dens arbejde er nemlig, at gå i stykker på den rigtige måde. Fordi kulfiber er så stærkt, kan næsen tage utrolig meget af den kraft man rammer med, og det betyder at næsen splintres i en form, så når man når ind til førerens fødder, vil påvirkningen være minimal. Først når FIA er tilfredse med crash-testen, kan man acceptere monocoquen.
Næsen på en Formel 1 bil, er designet til at smadres på en helt bestemt måde ved frontale højhastigheds ulykker.
Som vi har set, er resultatet en uhyre sikker celle omkring føreren. Den kan beskytte i selv de mest voldsomme uheld, som vi så det i Montreal, men også da Giancarlo Fisichella kørte galt på Spa i 2005. Da han ramte, viste den sorte boks, at hans Renault-racer de-accelererede fra 227 km/t til 0, på bare 0,72 sekund. En enorm G-påvirkning og det svarer til et frit fald på 200 meter. Alligevel skete der kun mindre skade på italienerens knæ, og en stor del af forklaringen var, fordi han for det meste ramte sidelæns i en blødere dæk-barriere.
Også Mika Hakkinens ulykke på Adelaide-bane i Australien i 1995, vendte sig i tankerne. En ulykke der var tæt på at tage livet af Hakkinen, og efterlod finnen i koma. Dengang brugte man ikke HANS, og det var da også rigtig tæt på at gå galt for den finske superstjerne. Han kom tilbage og vandt verdesnmesterskabet i 1998 og 1999.
Monocoquen er som en skræddersyet habit. Den er i stor grad formet omkring køreren, således at han sidder så fastspændt som muligt. Vi ser derfor ofte kørere med knæbeskyttere på, fordi der er meget lidt plads til benene. Faktisk ligger køreren mere ned end han sidder. En meget anderledes stilling end da Formel 1 startede i 1950!
En anden årsag til at det ikke gik værre for Robert Kubica, er på grund af HANS, eller Head-And-Neck-Support. Det er den anordning, som sidder fast på kørernes hjelm og som omgiver deres nakke og skuldre. På illustrationen er det tydeligt at se, præcis hvor slemt det ville have set ud for både Fisichella og Kubica, hvis ikke HANS var med i billedet.
HANS: Head-And-Neck-Support, har været med til at redde Kubica´s liv.
På trods af at sikkerheden er blevet væsentligt forbedret i de senere år, og der forskes hele tiden i at gøre sporten mere sikker, vil vi ikke undgå at se ulykker som den i Montreal. Men heldigvis er de sjældne og det er hovedsaglig på grund af den store sikkerhed i både bilerne, men også omkring banen.
Vi sætter spot på sikkerheden i denne artikel, og hvad præcis der foregår, når uheld sker i motorsportens kongeklasse.
For det første er der monocoquen. Den blev opfundet af den legendariske designer og team boss for Lotus, Colin Chapman. Han gik bort fra den sædvanlige rør-konstruktion, som var både tung og ikke særlig medgørlig, til en slags separat kasse i let-metal. Den første bil der fik det nye design, var Lotus 25 i 1962. Siden da er der sket store fremskridt i udformningen og materiale valget af monocoquen.
Det var først i 1984, at McLaren satte den første bil med en monocoque fremstillet i kulfiber. Materialet er dobbelt så stærkt som stål, men op til fem gange lettere. Hele cellen omkring køreren, monocoquen, består af op til 12 lag kulfiber, og hver tråd er fem gange tyndere end et menneskehår. Mellem disse lag, bliver der indsat et bikube-mønstret aluminiumslag, for at øge stabiliteten. Til sidst bliver det hele bagt i en stor ovn i 2½ time, hele tre gange.
Hver eneste udgave af en moncoque skal bestå en meget gennemgribende crash-test. En nøjagtig model af en Formel 1 bil bliver sendt afsted mod en beton mur med 14 meter i sekundet. Formålet er, at ved så store højhastigheds ulykker, er det kun fronten, der skal gå i stykker. Dens arbejde er nemlig, at gå i stykker på den rigtige måde. Fordi kulfiber er så stærkt, kan næsen tage utrolig meget af den kraft man rammer med, og det betyder at næsen splintres i en form, så når man når ind til førerens fødder, vil påvirkningen være minimal. Først når FIA er tilfredse med crash-testen, kan man acceptere monocoquen.
Som vi har set, er resultatet en uhyre sikker celle omkring føreren. Den kan beskytte i selv de mest voldsomme uheld, som vi så det i Montreal, men også da Giancarlo Fisichella kørte galt på Spa i 2005. Da han ramte, viste den sorte boks, at hans Renault-racer de-accelererede fra 227 km/t til 0, på bare 0,72 sekund. En enorm G-påvirkning og det svarer til et frit fald på 200 meter. Alligevel skete der kun mindre skade på italienerens knæ, og en stor del af forklaringen var, fordi han for det meste ramte sidelæns i en blødere dæk-barriere.
Også Mika Hakkinens ulykke på Adelaide-bane i Australien i 1995, vendte sig i tankerne. En ulykke der var tæt på at tage livet af Hakkinen, og efterlod finnen i koma. Dengang brugte man ikke HANS, og det var da også rigtig tæt på at gå galt for den finske superstjerne. Han kom tilbage og vandt verdesnmesterskabet i 1998 og 1999.
Monocoquen er som en skræddersyet habit. Den er i stor grad formet omkring køreren, således at han sidder så fastspændt som muligt. Vi ser derfor ofte kørere med knæbeskyttere på, fordi der er meget lidt plads til benene. Faktisk ligger køreren mere ned end han sidder. En meget anderledes stilling end da Formel 1 startede i 1950!
En anden årsag til at det ikke gik værre for Robert Kubica, er på grund af HANS, eller Head-And-Neck-Support. Det er den anordning, som sidder fast på kørernes hjelm og som omgiver deres nakke og skuldre. På illustrationen er det tydeligt at se, præcis hvor slemt det ville have set ud for både Fisichella og Kubica, hvis ikke HANS var med i billedet.
På trods af at sikkerheden er blevet væsentligt forbedret i de senere år, og der forskes hele tiden i at gøre sporten mere sikker, vil vi ikke undgå at se ulykker som den i Montreal. Men heldigvis er de sjældne og det er hovedsaglig på grund af den store sikkerhed i både bilerne, men også omkring banen.