• Forside

Dennis afviser favorisering af Hamilton

I går kunne vi referere fra et spansk radiointerview, hvor Fernando Alonso udtrykte stærk utilfredshed med en stigende favorisering af teamkammeraten Lewis Hamilton. Dette afvises nu af McLaren teamchef Ron Dennis som rene mediespekulationer.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 13/6 2007 klokken 13:06

McLarens Fernando Alonso er ikke sur. Fernando er skuffet – skuffet over det som i han øjne er favoriseringen af teamkammeraten Lewis Hamilton. Men det afvises nu af Ron Dennis, teamchefen hos McLaren.

Dennis har reageret ved bl.a. at udtale, at McLaren yder begge kørere den samme støtte og support, og at hele miseren alene skyldes mediernes forsøg på at fabrikere en historie ud af en ”uskyldig bemærkning”.

Er der to der står sammen... Lidt for meget, mener Alonso.

”Det er helt forståeligt, at både spanske og britiske medier, efter hvert Grand Prix, benytter enhver mulighed for at vende og dreje hvert et ord, som kørerne siger, og samtidig tage citater ud af sin sammenhæng. Det giver en komplet anderledes mening og derved spindes der videre på en uskyldig bemærkning,” udtaler Dennis.

”Jeg må endnu engang gøre opmærksom på, at begge kørere indenfor teamet har ens materiel, ens support og ens muligheder for at vinde, og både Fernando og Lewis ved det og støtter det.”

”Når man læser Fernandos bemærkninger (at han aldrig rigtig har følt sig som en del af teamet, red.) grundigt, er det korrekt. Han har ikke været i teamet så længe og hans forhold til os kan kun fortsætte med at udvikles.”

”Teamet vil på ingen måde gøre noget, der kan sætte dette positive og voksende partnerskab på spil,” slutter Ron Dennis.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER