• Forside

Button langer ud efter holdet

Ifølge Jenson Button skal Honda have mere styr på aerodynamikken inden næste løb, hvis de skal gøre sig nogle forhåbninger om at klare sig bedre end det katastrofale resultat, som de opnåede i Australien.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 19/3 2007 klokken 14:03

Efter løbet, hvor Jenson Button sluttede på en meget skuffende 15. plads, efter at have kvalificeret sig som nummer 14, langer den nu 27-år brite kraftigt ud efter holdets aerodynamikere.

”Bilen føltes skidt hele weekenden, det skal vi simpelthen have fikset inden næste løb,” kom det fra en super skuffet Button, der tilmed fik straf for at køre for hurtigt i pitten.

”Bilen var simpelthen så ringe, at jeg bad dem om at give mig mere frontvinge og valgte at gå tidligere i pit end planlagt, men lige lidt hjalp det,” lød det uddybende fra ham. ”Så der er uden tvivl et problem med vores aerodynamik, især på fronten.”

”Hvis man så skal se positivt på problemet, så er jeg overbevist om, at det er en af de lettere ting for dem at finde en løsning på.”

Til trods for det meget ringe resultat i den nye ”grønne” Honda, så er Jenson Button optimistisk forud for Malaysias Grand Prix, der først skal køres om 3 uger.

”Vi har meget god erfaring med banen i Malaysia, hvor vi også skal teste inden løbet. Så alt i alt er jeg optimistisk,” sluttede den skuffede brite.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER