Hollands GP: Kvalifikation. Norris på pole

Zandvoort banen holdt sig tør i lørdagens kvalifikation og det var Lando Norris der var den stærkeste, lige foran hjemmebane-favoritten Max Verstappen.

Hollands Grand Prix 2024 . Copyright McLaren

Af: Nicolai Ascanius (nj@bmf1.dk) d. 25/8 2024 klokken 10:08

McLaren startede sæsonen skidt, men har nu hentet tre pole positions i år, og begge kørere har taget en sejr i denne sæson. Red Bull og Mercedes er også med i toppen, men i kvalifikationen havde McLaren mest fart og var tæt på at tage de to første pladser i startopstillingen.

Optakten til kvalifikationen har været en våd omgang men lige op til kvalifikationen er det klaret op, hvilket giver alle kørere et dårligt udgangspunkt for at finde grænserne når der nu skal køres på almindelige tørvejrsdæk.

Max Verstappen har domineret i de seneste tre år hvor den moderne Zandvoort-bane har været med i Formel 1 kalenderen. Tre pole positions og tre sejre - hjemmebanepublikummet forventer en gentagelse og de orange trøjer er overalt på tribunerne.

Hollands Grand Prix 2024. George Russell under en våd træning, fredagHollands Grand Prix 2024. George Russell under en våd træning, fredag
Copyright Mercedes AMG


Første del af kvalifikationen, Q1, var uden de store overraskelser. Logan Sargeant måtte sidde over pga et hårdt crash i regnen under lørdagens frie træning. Dermed skulle der kun udelukkes fire kørere og det blev de to Sauber-racere, Ocon og Ricciardo. Især Ocon var utilfreds med raceren og synes at den havde tabt al balancen siden de frie træninger.

I Q2 startede med en mindre byge så alle kørere var straks ude for at sætte en tid da sessionen startede. Til sidst var det - overraskende nok - Lewis Hamilton og Carlos Sainz Jr. der måtte udgå. Samme skæbne overgik begge Haas-racere som må starte P14 og P15.

Q3 var en kamp mellem Norris og Verstappen. Begge kørere lavede flere småfejl og måtte kæmpe lidt med trafikken på banen. Max Verstappen lå kortvarigt til at tage sin fjerde pole position i træk, men med kun 15 sekunder tilbage, kommer Lando Norris med en forbedring som var næsten 0,4s bedre end Verstappens bedste tid.

Længere nede i feltet var det Piastri på P3 mens Russels anonymt sætter en super tid til P4. Perez er stadig under pres for at levere resultater så P5 er et pænt skridt i den rigtige retning.

Hollands Grand Prix 2024. Lando Norris på pole foran Max Verstappen og Oscar PiastriHollands Grand Prix 2024. Lando Norris på pole foran Max Verstappen og Oscar Piastri
Copyright Red Bull Contentpool


Selve Grand Prixet køres kl 15:00 søndag eftermiddag.

OM SKRIBENTEN

Nicolai fra BMF1 Nicolai grundlagde Bil Magasinets Formel 1 side sammen med Allan og har en række Formel 1 web-projekter bag sig. Udover al teknikken, har Nicolai skrevet om Formel 1 siden 1997.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Jack Doohan til Alpine Haas i store problemer »