BMF1.dk's Power Rating: Monacos GP

For 70. gang blev Monacos GP afviklet i fyrstendømmets smalle gader, og denne gang sad hurtigste mand i en rød bil. Læs vores Power Rating fra weekendens begivenheder.

Max Verstappen - højre eller venstre? Monacos GP 2024 . Copyright Red Bull Racing/Getty Images

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 27/5 2024 klokken 12:05

Hvis der er et løb på F1-kalenderen, som deler vandene blandt motorsportfans, så er det Monacos Grand Prix – og det skal medgives, at løbet oftest ligner en lang bilkø på en ensporet, snoet bjergvej, hvilket det også gjorde denne gang.

Lige bortset fra starten af første omgang, men mere om det senere.

Herunder gennemgår vi nogle køreres toppræstationer og andres mangel på samme.

Løbets vinder sad i en rød Ferrari og var godt kendt med de snoede gader, for han har tilbragt hele sin barn- og ungdom her, når han skulle i skole, feste m.m. Og ja, han hedder Charles Leclerc.

Charles Leclerc foran Oscar Piastri og Carlos Sainz. Monacos GP 2024Charles Leclerc foran Oscar Piastri og Carlos Sainz. Monacos GP 2024
Copyright Ferrari Media


Monegaskeren kørte en fejlfri kvalifikation og grandprix, hvor han kom i mål hele 7,5 sekund foran teamkammeraten Carlos Sainz. Sidstnævnte fik en punktering allerede i sving 1, men spanieren blev reddet af en Safety Car, et efterfølgende rødt flag med ret til pitstop og et obligatorisk dækskifte. En stærk dag for begge Ferrarier.

Oscar Piastri kørte ligeledes et flot hovedløb og fik mast sig ind imellem førnævnte røde biler og hentede en velfortjent P2. I det hele taget var det en sikker australier, som hele weekenden pressede teamkammeraten Lando Norris i den anden McLaren.

Det er også værd at nævne Yuki Tsunoda i RB F1, som hentede en sikker P8 i både kvalifikation og grandprix. Tydeligvis til stor frustration for den bagved jagtende Alex Albon i Williams. Fortsætter japanerens formkurve med at stige, er han en seriøs kandidat til at afløse Sergio Perez hos Red Bull.

Yuki Tsunoda i RB F1. Monacos GP 2024Yuki Tsunoda i RB F1. Monacos GP 2024
Copyright Red Bull Racing/Getty Images


Lidt usædvanligt nævner vi først Max Verstappen nu, for det var en af de weekender, hvor der var byttet totalt om på ham og Leclerc. Hovedårsagen ligger primært i Red Bull-kørerens fejlbehæftede kvalifikation, som bare SKAL fungere på den ensporede bybane. Hollænderen sluttede, hvor han startede, nemlig på P6, hvor det aldrig lykkedes ham at komme forbi George Russell i Mercedes.

Og så et tilbageblik på løbets første omgang, der, så at sige indeholdt dagens eneste spændingmoment – omend det kunne have endt helt galt, hvis ikke dagens F1-biler er så sikre, som de er.

Hovedpersonen var (igen) Kevin Magnussen, som på uheldig vis bragte sig i spotlight med en “unødvendig”… og “meget optimistisk overhaling” af Sergio Perez, som Haas-teamkammeraten Nico Hülkenberg udtrykte det til journalister kort efter hændelsen.

Resterne af Sergio Perez' Red Bull-racer. Monacos GP 2024Resterne af Sergio Perez' Red Bull-racer. Monacos GP 2024
Copyright Red Bull Racing/Getty Images


Fra sin startposition bagerst fik Magnussen på sine medium-dæk en god start allerede i sving 1, men det optimistiske element opstod, da Haas-køreren forsøgte at overhale Perez på dennes højre side op af bakken Beau Rivage.

Denne form for manøvre kræver, at den forankørende er klar over, at der er en konkurrent på vej bagfra, hvilket Red Bull-køreren ikke var. Da banen snævrer ind på højre side 3/4 oppe af bakken, var der ikke plads til en bred Haas-racer, og denne venstre forhjul sendte derfor mexicaneren på en voldsom snurretur, som sendte både ham og Hülkenberg til tælling med smadrede biler.



Efter løbet udtalte danskeren, at han af gode grunde ikke kunne forsvinde i situationen, hvilket han har ret i, men han kunne måske have lettet en smule på gassen og afventet nye muligheder i de resterende 78 omgange. Det var lidt Formel 2-agtigt.

Lad os bare konstatere, at Magnussen for tiden ikke er feltets mest populære kører og det er nok tvivlsomt, om han kommer til at optræde på 2025-kalenderen. Dertil er der for mange “episoder” og, ikke mindst, talenter i kulissen.

Resterne af Sergio Perez' Red Bull-racer. Monacos GP 2024Resterne af Sergio Perez' Red Bull-racer. Monacos GP 2024
Copyright Red Bull Racing/Getty Images


I samme kategori skal lige nævnes Esteban Ocon hos Alpine F1, hvor det før løbet var blevet annonceret, at man ikke skulle køre imod hinanden men med hinanden. Den aftale opløste Ocon, da han i svinget før tunnelen på amatøragtig vis pressede sit venstre forhjul ind imellem teamkammeratens Pierre Gasly højre for- og baghjul.

Den manøvre kan ikke anbefales, fordi den altid katapulterer angriberen op i luften som en raket, hvilket også skete her. Exit til Ocon på første omgang, men heldigvis kunne Gasly fortsætte og ovenikøbet hente et enkelt point på P10. Efter løbet undskyldte Ocon dog for sin fadæse.



Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og grandprix med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Charles Leclerc 10,0 0,04
2. Oscar Piastri 9,6 0,30
3. Lando Norris 9,0 0,44
4. Yuki Tsunoda 8,7 0,71
5. Alex Albon 8,7 0,69
6. George Russell 8,6 0,97
7. Carlos Sainz 8,5 1,11
8. Lewis Hamilton 7,9 0,60
9. Max Verstappen 7,6 0,42
10. Pierre Gasly 7,3 0,75
11. Nico Hülkenberg [DNF] 6,6 0,72
12. Valtteri Bottas 6,2 0,49
13. Lance Stroll 6,0 1,06
14. Fernando Alonso 6,0 0,88
15. Daniel Ricciardo 5,7 0,53
16. Guanyu Zhou 4,7 0,42
17. Logan Sargeant 4,6 0,42
18. Esteban Ocon [DNF] 4,5 0,97
19. Kevin Magnussen [DNF] 4,4 1,37
20. Sergio Perez [DNF] 3,5 1,32


Giv din mening til kende på vores Facebook-side.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monaco dagen derpå – Bad Haas! Perez langer ud efter Magnussen »