Optakt til Saudi Arabiens Grand Prix

Det første løb i 2024 lignede på mange måder 2023-sæsonen. Alligevel var der flere ting, der var værd at bide mærke i. Sagerne hos Red Bull fortsætter, Haas ser konkurrencedygtige ud, og Alpine ligner et hold i krise. Her kan du læse BMF1.dk’s optakt til Saudi Arabiens Grand Prix.

Saudi Arabiens Grand Prix 2023 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 6/3 2024 klokken 09:03

Endelig fik vi skudt Formel 1 i 2024 i gang med Bahrains Grand Prix. Mange var spændte på endelig at få set det reelle styrkeforhold holdene imellem.

Bahrains Grand Prix var dog på mange måder et billede på sidste sæson, hvor Max Verstappen stak af fra resten, og hollænderen så sig ikke tilbage under løbet.

Det er dog ikke fordi, der ikke er noget at tale om i Formel 1 i øjeblikket. Meget af det foregår dog udenfor banen.

Alpine i krise
I Bahrain blev det hurtigt tydeligt for alle, at Alpine er i krise. Man har til denne sæson valgt at gå i en helt anden retning, hvad angår designet af bilen. For øjeblikket har det vist sig at være den helt forkerte beslutning.

Alpine var håbløst sidst efter kvalifikationen i Bahrain, og det må have gjort ondt på den franske selvopfattelse at se de to biler starte bagerst om lørdagen til Grand Prixet. Som en konsekvens af det dårlige resultat i Bahrain har den tekniske direktør, Matt Harman, og lederen af aerodynamikken, Dirk de Beer, valgt at forlade teamet med øjeblikkelig virkning. Det kan du læse mere om her.

Nu er spørgsmålet så, hvad der kommer til at ske med Alpine fremadrettet i sæsonen. Et stort fabrikshold som Alpine må forventes at have midlerne og folkene til at kunne vende skuden, men spørgsmålet er, hvornår det sker. Det er svært at se Alpine brage ind i top-10 i denne weekend, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig i Formel 1.

Konkurrencedygtige Haas
Det helt store spørgsmål hos Haas forud for sæsonen har været, om man kunne komme dækproblemerne til livs. I Bahrain så det imidlertid ud til, at man til dels har fået løst den problematik.

Bahrains Grand Prix 2024. Kevin MagnussenBahrains Grand Prix 2024. Kevin Magnussen
Copyright Haas F1


Kevin Magnussen viste under løbet, at han var i stand til at holde begge RB-biler bag sig, og selvom det ikke blev til point, så må Haas have været godt tilfredse efter løbet. Specielt når man samtidig kigger på kvalifikationen, hvor Nico Hülkenberg sendte bilen i Q3.

Haas kan altså glæde sig over, at man umiddelbart har en bil, som har farten til Q3, og hvis man har fundet en løsning på dækproblemerne, som det lignede under løbet, så bør Haas være i stand til at få point flere gange i sæsonen. Måske allerede i denne weekend.

Hvad sker der hos Red Bull?
Godt nok har Red Bull en bil, der ser ud til at være voldsom stærk i denne sæson, men udenfor banen er der larm, og rygterne kører i øjeblikket med over 300 km/t.

Først er der hele sagen om Christian Horner. Det er nemlig kommet frem, at Red Bulls direktør havde besluttet sig for at fyre teamchefen. Det ville Horner dog ikke gå med til, og han fik sine advokater ind i sagen. Det betyder, at Horner stadig er manden i spidsen for Red Bulls Formel 1 team. Samtidig står Jos Verstappen i baggrunden og puster sig op, mens andre teamchefer i paddocken øger presset på Christian Horner.

Bahrains Grand Prix 2024. Sejr til Max VerstappenBahrains Grand Prix 2024. Sejr til Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool


Mens alt dette foregår, så er der opstået endnu et rygte, som potentielt kan være en bombe under hele Red Bull-holdet. Max Verstappen er nemlig Mercedes' førsteprioritet til at afløse Lewis Hamilton, hvis man skal tro de seneste rygter. Hvis det passer, så kan Red Bull være på vej ud i et stormvejr, som ingen ved, hvor ender. Alt dette er dog fortsat rygter, men flere medier melder om Mercedes’ ønske om at tilknytte Max Verstappen.

Det er spændende at se, hvordan Red Bull formår at holde fokus under alt det, der foregår i øjeblikket.

Fakta
Igen i denne weekend køres løbet om lørdagen, frem for om søndagen. Der skal køres 50 omgange på Jeddah Corniche Circuit, der byder på 27 sving og strækker sig 6,1 kilometer.

Der er tre DRS-zoner på banen, og den første er mellem sving 19 og 22, den anden mellem sving 24 og 27 og den sidste finder vi på start/mål-langsiden.

Pirelli medbringer til denne weekend lidt blødere dæk end i Bahrain i form af C2, C3 og C4.

Løbet køres lørdag kl. 18 og kan følges på Viaplay, TV3+ og F1 TV Pro.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« FIA-chef undersøges for løbsmanipulation i F1 RB20 er en Evolution ikke en Revolution »