BMF1.dk's Power Rating: USA’s GP

USAs Grand Prix sluttede i kategorien “temmelig spændende”, og vi bringer her redaktionens votering over kørernes indsats i løbsweekenden.

Pitten i Austin . Copyright BMF1.dk

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 24/10 2023 klokken 12:10

Det blev The Lone Star State, på COTA i Austin, Texas, hvor vi for en gangs skyld kom til at opleve den dobbelte verdensmester, Max Verstappen, i hård kamp for at sikre sig sejren med kun 2,2 sekund forspring til den jagtende Lewis Hamilton på andenpladsen.

Søndagens løb i Austin, hvor der var mødt 440.000 tilskuere op, var også en indædt kamp om pitstopstrategi, men i sidste ende trak Red Bull det længste strå godt orkestreret af chefstrategen på pitmuren, Hannah Schmitz.

Vi bringer her vores vurdering af de stærkeste og svageste præstationer i weekenden, som havde indlagt sprintformat om lørdagen.

Verstappens sejr var anderledes en i tidligere løb, og vi så beviser på mesterens færdigheder under hårdt pres. Således startede han fra P6 og i modsætning til tidligere, snoede Red Bull-køreren sig tålmodigt op mod førstepladsen , hvor han til sidst kun havde Lando Norris, McLaren, og Lewis Hamilton, Mercedes, foran sig.



I stedet for en hård “dog fight”, valgte Red Bull at tage Verstappen ind tidligt til montering af hard-dækket, og det såkaldte “undercut” viste sig som en vinderstrategi. Men de irriterede “tal ikke til mig”-udbrud viste, at verdensmesteren vitterligt var under pres, hvilket ikke mindst skyldtes problemer med bremsebalancen på Red Bull-raceren.

Få timer efter løbet meddelte FIA, at Hamilton var diskvalificeret, fordi gulvet (træplanken under bilen) var slidt unormalt meget og dermed ikke overholdt regulativet. Måske var den udtalte “low rake” (lave højde) på Mercedes-raceren i virkeligheden årsagen til eksverdensmesterens ekstraordinære fart denne søndag. I så tilfælde en godkendt dom, men det fjerner ikke indtrykket af en stærkt kørende Hamilton.

Samme situation opstod hos Ferrari, hvor Charles Leclerc også blev disket for unormalt slid på gulvet, men i modsætning til Mercedes, gjorde regelbruddet sjovt nok ikke den røde bil hurtigere. Monegaskeren sluttede på P4 men blev som sagt diskvalificeret efter løbet.



Lando Norris kørte et flot løb, hvor han førte løbet hele 21 omgange og sluttede på P3. Dette blev dog ændret til P2, da Hamilton blev disket.

Hos Ferrari lå Carlos Sainz mod slutningen tæt på at snuppe Norris’ P3, men i disse ende lykkedes det ikke, før Hamiltons diskvalifikation sendte spanieren op på podiet nogle timer efter løbet.

For de mange begejstrede tilskuere af spansk/mexicansk herkomst blev det en skuffende dag, for Sergio Perez i den anden Red Bull leverede igen en præstation under det niveau, man må forvente af en andenkører hos konstruktørverdensmestrene. For denne skribent virker det usandsynligt, at mexicaneren fortsat er i Formel 1 i 2024. I hvert fald hos Red Bull.



Lidt usædvanligt, og trods tekniske problemer inden løbsstart, kunne Lance Stroll se sig selv i pointene, hvor han sluttede på en for ham usædvanlig P7. Alt i alt en godkendt indsats på en dag, hvor Aston Martin igen havde problemer, som den gang sendte Fernando Alonso tidligt ud af løbet.

Hos Williams kunne Logan Sargeant glæde sig over at slutte på P10 og dermed indhøste Formel 1-karrierens første Formel 1 VM-point. I det hele taget pæn fremgang at spore hos den amerikanske kører.

Der var ellers ikke meget at skjule i Kevin Magnussens Haas VF-23Der var ellers ikke meget at skjule i Kevin Magnussens Haas VF-23
Copyright BMF1.dk


Hos Haas, i den modsatte ende af feltet, satte Nico Hülkenberg igen Kevin Magnussen på plads. Danskeren dannede det meste af tiden løbets agterlanterne, og eneste lyspunkt hos Haas-køreren var nogle underholdende dueller med Sargeant og Tsunoda, hvor man i glimt så Magnussens indædte kampgejst i nærkampe. Effekten af de meget omtalte opdateringer på Haas-raceren var desværre ikke synlige denne weekend og i særdeleshed ikke i bil nr. 20. Men både Hulken og K-Mag var meget tilfredse med opdateringerne!



Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og hovedløb med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Max Verstappen 9,8 0,22
2. Lewis Hamilton 9,7 0,34
3. Lando Norris 9,7 0,32
4. Carlos Sainz 8,9 0,66
5. Charles Leclerc 8,1 0,87
6. Alex Albon 7,8 0,26
7. Pierre Gasly 7,7 0,70
8. Yuki Tsunoda 7,6 0,62
9. Oscar Piastri 7,5 0,80
10. George Russell 7,5 0,90
11. Sergio Perez 7,3 0,94
12. Nico Hülkenberg 7,3 0,52
13. Lance Stroll 7,1 0,77
14. Logan Sargeant 6,9 0,67
15. Fernando Alonso 6,8 0,82
16. Valtteri Bottas 6,7 0,60
17. Guanyu Zhou 6,7 0,60
18. Esteban Ocon 6,3 0,74
19. Daniel Ricciardo 6,1 0,46
20. Kevin Magnussen 5,4 0,41


Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Horner vil have sprintformatet ændret Perez behøver ikke at slutte toer »