Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 18/7 2023 klokken 12:07
De fleste F1-fans husker lyden af de ikoniske og skrigende V8 og V10-motorer, som sporten benyttede indtil 2013-sæsonen. Det nye fokus på en grønnere sport gjorde, at de nuværende hybrid-motorer blev introduceret i 2014.
I 2026 er sporten på vej mod en endnu grønnere fremtid. Fra 2026 skal Formel 1 benytte grønt brændstof til forbrændingsmotoreren, mens el-delen skal stå for halvdelen af bilens hk.
Problemet med de nuværende motorer er tre ting: de er meget dyre, de er meget tunge og de lyder kedeligt i forhold til de gamle skrige-motorer størstedelen af fansene elsker.
Problemet er bare, at Formel 1 primært er drevet af bilfabrikanter, som har et forrentningsmæssigt perspektiv, i de investeringer de laver motormæssigt.
Men med introduktionen af det nye grønnere brændstof i 2026, så øjner Formel 1 en mulighed for at “vende tilbage” til de gode gamle dage.
Stefano Domenicali, chefen for Formel 1, siger, ifølge Motorsport.com, at Formel 1 er åbne for at vende til lettere, billigere motorer med fantastisk motorlyd - altså de gode gamle dage.
Det der får italieneren til at åbne op for muligheden, og grunden til at bilfabrikanterne er åbne for ideen, det er, at brændstoffet bliver skiftet i 2026. Der er allerede fokus på el-biler i Formel E, og hybrid-motorer er ikke så populære blandt bilfabrikanterne længere. Og hvis man bare kan skifte brændstoffet ud i eksisterende biler på vejen, så er det en meget grønnere løsning end at skifte hele verdens vognpark ud med batteri-drevne el-biler.
Det er selvfølgelig ikke nogle motorer, der bliver introduceret i Formel 1 foreløbig, da motorreglement for 2026 allerede er mejslet i sten. Men Domenicali åbner op for muligheden i fremtiden, til stor glæde for motorelskende Formel 1-fans.