Helmut Marko sætter ord på De Vries’ fyring

Helmut Marko sætter for første gang ord på fyringen af Nick De Vries og fortæller, hvorfor man ikke ventede til sommerpausen med at fyre hollænderen.

Helmut Marko (tv) og Christian Horner . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 13/7 2023 klokken 11:07

Nick De Vries har gennem hele 2023-sæsonen haft det svært, og han nåede aldrig det niveau, som vi så på Monza sidste år, hvor han kørte et enkelt løb for Williams og scorede point. Det har betydet en fyreseddel til hollænderen, og et comeback til en stor fanfavorit, nemlig Daniel Ricciardo.

Nu sætter Helmut Marko for første gang ord på fyringen af Nick De Vries.

”Vi blev nødt til at gøre noget. Hvorfor vente, og hvad ville to løb ændre, hvis vi ikke ser nogen forbedringer?” fortæller Helmut Marko til det hollandske medie De Telegraaf.

Helmut Marko fortæller, at man hentede De Vries, grundet hans gode resultat på Monza sidste år. Op til denne sæson forventede man, at han kunne køre lige op med teamkollegaen Tsunoda, men dette har ikke været tilfældet. Helmut Marko forklarer, at De Vries altid har været tre tiendedele efter Tsunoda, og at man ikke så nogen forbedring.

AlphaTauri har generelt haft en svær sæson i 2023, og derfor er der, ifølge Helmut Marko, brug for at ændre på tingene. Derfor har man hentet Ricciardo for resten af sæsonen fra Red Bull, og det skal give ny energi til teamet. Helmut Marko fortæller, at Ricciardos test på Silverstone var det, der i sidste ende overbeviste dem om, at han skulle have chancen hos AlphaTauri.

”Ricciardos omgange var konkurrencedygtige på tre forskellige dæktyper. Hvis Ricciardo ikke havde haft den fart, så skulle vi have fundet en anden løsning.

Hvad fremtiden nu bringer for Nick De Vries er fortsat uvist. Helmut Marko har dog svært ved at se De Vries have en fremtid i Formel 1, på trods af hans erfaring som testkører for mange Formel 1-teams.

”Jeg tror, at det bliver svært for ham at blive i Formel 1. På den anden side tror jeg, at han så det her komme. Han kan få en god karriere i langdistance-ræs.”

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« De Vries ikke et offer for sin egen manglende perf Horner: Ricciardo en mulighed i 2025 »