Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 7/6 2023 klokken 20:06
Kevin Magnussen lavede et overraskende skifte fra Renault til Haas tilbage i 2017. Kritikerne stod i kø for at kritisere den beslutning. Men det blev hurtigt glemt, da lamperne slukkede i Australien, og Günther Steiner vandt danskernes hjerter.
Kevin Magnussen fik en flyvende start, og det er blevet til mange store triumfer gennem tiden. I år har det set mere sløjt ud med resultaterne. Hülkenberg ser ud til at have haft overhånden i kval’en i denne sæson, mens Magnussen også er bagefter på point.
Begge kørere har kontraktudløb efter denne sæson, så man kan sige, at de kører for deres sæde - og deres fremtid i Formel 1.
Men er der så grund til at være bekymret, hvis man sidder og kigger med danske briller på?
Kevin Magnussen er efter Hülkenberg i kvalifikationen. Det virker til at tyskeren har bedre fat over den enkelte omgang. Tyskeren har også flere point end Magnussen, så det er endnu en torn i øjet. Hvis man graver dybere, så bliver bekymringen dog mindre. Der er nemlig en forklaring på det hele.
Magnussen har nemlig farten om søndagen, når de røde lamper slukker. Ikke nok med at han har sine fantastiske starter, han finder os et ekstra gear hver søndag, som Hülkenberg for det meste ikke har.
Hülkenbergs pointovertag skyldes først og fremmest kaosløbet, hvor mange kørere ikke gennemførte.
Kevin er i gang med sin sjette sæson hos Haas, så han kender ingeniører og mekanikere ud og ind. Og holdet elsker Kevin.
Hvis man piller endnu et lag af løget, så kommer der faktisk en god forklaring på de to køreres fart. Haas har nemlig eksperimenteret med setup på de to racere. Og som F1-fans ved, så har det kæmpe indflydelse på bilens præstation.
Kevin har været rolig under interviews i sæsonen, når snakken gik på hans præstationer. Det er fordi Kevin ved, at teamet eksperimenterer med setup for teamets bedste, og derfor har det ikke så stor betydning, hvem der er forrest. For teamet kender det sande billede.
Samme tilfælde var Hamilton ude for i 2022. Alle så at Russell var hurtigere, men teamet var ikke bekymret. Lewis tog det helt afslappet. Og hvorfor så det? Jo fordi hans racer havde monteret flere kg sensorer ekstra. Så han ofrede sit ry for teamets bedste. Ligesom Kevin gør indtil videre.
Så hvis nu undertegnede tager sølvpapirshatten af og stiller klaphatten tilbage på kaminhylden - Magnussen fortjener at blive hos Haas!