BMF1.dk's Power Rating: Miamis GP

Efter en grundig votering har redaktionen afgivet sine bedømmelser af weekendens præstationer, og en ny kører indtager førstepladsen.

Miamis GP . Copyright Ferrari Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/5 2023 klokken 23:05

Selv om Max Verstappen hentede sin tredje sejr og ydede en suveræn præstation efter at have kæmpet sig op fra en startposition på P9 til øverste trin på podiet, så stemte redaktionen på en helt anden, som i den grad også udmærkede sig på den store P-plads ved Miami Dolphins stadion.

Forinden skal det dog understreges, at ingen har på adressen kan finde en reel udfordrer til årets VM-titel, for hvem kan efterhånden vriste den pokal fra Verstappen? Hollænderen kører i sin egen private liga.

Ikke desto mindre hedder vinderen af denne Power Rating Fernando Alonso, og han hentede sin fjerde top 3-placering i fem løb. I sammenligning med sine mange topplaceringer igennem årene måske ikke noget særligt, men det er altså MÅDEN, eksverdensmesteren agerer på under løbene, der rammer en stor F1-personlighed ind.

Fernando Alonso i Aston Martin i MiamiFernando Alonso i Aston Martin i Miami
Copyright Aston Martin


Således er det normalen for Alonso, under løbet, at give gode råd til sin teamkammerat Lance Stroll i den anden Aston Martin. Og denne søndag sandelig også rose sin yngre kollegas overhaling af en konkurrent, som veteranen lige tjekkede undervejs i løbet på en storskærm, han passerede med et par hundrede kilometers fart i timen (se tweet herunder).

Derfor en fortjent P1 i BMF1's Power Rating til veteranen fra Spanien.



En anden bemærkelsesværdig præstation så vi fra Kevin Magnussen, der kørte et løb, hvor vi så den Kevin, som vi alle kender og som vi helt ærligt har savnet: en hård hund, der angriber og angriber, og igen og igen forsvarer sig benhårdt på angreb og foretager frække overhalinger.



Eneste lille ridse i lakken denne søndag var en sjælden lidt svag start af danskeren, hvor han startede fra en flot P4 men rutsjede tre pladser ned til P7. Et sjældent syn, men Magnussens opgave var at forsøge at blive så højt oppe på gridden så længe som muligt, og det lykkedes. Danskeren viste fremragende defensivt og offensivt arbejde i sin én-mod-én-duel med Charles Leclerc i Ferrari. En duel, der faktisk varede næsten to tredjedele af løbet.

Kevin Magnussen i duel med Charles LeclercKevin Magnussen i duel med Charles Leclerc
Copyright Haas F1 - LAT Photo


Da Haas-køreren endelig måtte strække våben mod overmagten fra Maranello, kæmpede han med alt hvad han havde for at beholde den pointgivende P10, Haas-kørerens første siden Saudi-Arabien. Og det lykkedes. Vi siger tak for underholdningen, Kevin.

Endelig skal vi igen nævne Yuki Tsunoda, der løb for løb får mejlslet sit kandidatur i marmor til et kommende sæde hos Red Bull, og samtidig får vist debutanten Nyck de Vries, hvordan en svag AlphaTauri skal køres. Japaneren sluttede på P11 kun 2 sekunder efter danskeren i den sort-rød-hvide Haas.



Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på en kombination af kvalifikation og grandprix. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Giv gerne din egen mening til kende på vores Facebook-side.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Fernando Alonso 10,0 0,09
2. Max Verstappen 9,9 0,17
3. George Russell 9,5 0,63
4. Kevin Magnussen 9,1 0,40
5. Sergio Perez 8,9 1,08
6. Carlos Sainz 8,8 0,80
7. Pierre Gasly 8,5 0,45
8. Lewis Hamilton 8,5 0,71
9. Esteban Ocon 8,2 0,54
10. Yuki Tsunoda 7,8 0,27
11. Alex Albon 7,3 0,26
12. Charles Leclerc 7,2 0,40
13. Nico Hülkenberg 7,1 0,68
14. Valtteri Bottas 7,0 0,50
15. Guanyu Zhou 6,8 0,63
16. Lando Norris 6,2 0,49
17. Nyck de Vries 5,9 0,53
18. Lance Stroll 5,8 0,38
19. Oscar Piastri 5,6 0,57
20. Logan Sargeant 4,0 0,70


Giv gerne din egen mening til kende på vores Facebook-side.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Miamis GP: Weekenden i billeder Miami overvejer aftenløb »