BMF1.dk’s Power Rating: Bahrains GP

Årets første Formel 1-grandprix er overstået, og vi bringer her skribenternes samlede vurdering af kørernes indsats.

Bahrains Grand Prix 2023 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/3 2023 klokken 13:03

Med Bahrains Grand Prix fortsætter vi, hvor vi slap sidste år. Næsten.

For igen viste den dobbelte verdensmester, Max Verstappen, at han er tæt ved urørlig, når alt spiller for ham i Red Bull-raceren. Således tog han en usvigelig sikker sejr i åbningsløbet, og uanset hvor stor en lup man benytter, satte hollænderen ikke en speeder- eller bremsefod forkert.

Et klart 10-tal til verdensmesteren, som teamkammeraten Sergio Perez stadig ikke kan matche. Denne sluttede hele 12 sekunder efter.

Når jeg i indledningen skriver "næsten", skyldes det, at det langt fra blev en lige så succesfuld oplevelse for Kevin Magnussen som sidste år, hvor Haas-køreren hentede en P7 i kvalifikationen og P5 i løbet.

Bahrains Grand Prix 2023. Max Verstappen på pole position foran Sergio Perez og Charles LeclercBahrains Grand Prix 2023. Max Verstappen på pole position foran Sergio Perez og Charles Leclerc
Copyright Red Bull Contentpool


Og sådan gik det ikke denne søndag, hvor danskeren med nød og næppe - og på grund af andres fejl - hentede en P13 i løbet og P17 i kvalifikationen. Det kunne være endt endnu værre, og det er en gåde, hvor Steiner og Co havde tankerne henne denne søndag i ørkenen.

I hvert fald gik strategien ud over Magnussen, som ikke kan bebrejdes det utilfredsstillende resultat. Læg dertil, at bilen (igen) ikke var hurtig nok, så der var noget at tale om ved debriefingen.

Nico Hülkenberg sluttede på P15 efter at have modtaget både advarsler og tidsstraf undervejs. Tyskeren skal lige have banket rusten af vandrørene, men leverede en godkendt indsats.

Kevin Magnussen foran Nyck de Vries. Bahrains GP 2023Kevin Magnussen foran Nyck de Vries. Bahrains GP 2023
Copyright Haas F1


Den megen hype omkring Aston Martin og Fernando Alonso op til ørkenløbet viste sig at holde vand. Således leverede eksverdensmesteren en stærk indsats, og der var ikke skyggen af pensionistkørsel over veteranens præstationer denne søndag, hvor både Lewis Hamilton, George Russell og Carlos Sainz blev passeret på overlegen vis.

Sjovt at se spanieren på podiet igen, og den euforiske glæde i garagen var fuldt forståelig.

Det var heller ikke Ferraris dag. Således udgik Charles Leclerc allerede efter 39 omgange med et motornedbrud, og Carlos Sainz kunne hverken matche Red Bulls eller Aston Martins fart men sluttede dog på P4. Mere kunne materiellet ikke levere.

Bahrains Grand Prix 2023. P3 til Fernando Alonso i sin Aston MartinBahrains Grand Prix 2023. P3 til Fernando Alonso i sin Aston Martin
Copyright Aston Martin


Alpine og Esteban Ocon stod for den ufrivillige del af underholdningen. Franskmanden startede på den værst tænkelige måde ved at overskride markeringen på startgridden, hvilket gav ham en fem sekunders straf. Da straffen skulle “afsones”, klokkede mekanikerne i det ved at begynde at arbejde på bilen inden de fem strafsekunder var gået. Det gav Ocon en yderligere tidsstraf.

Kronen på værket blev sat, da Alpine-køreren også fik tidsstraf for "speeding in the pitlane". Således sluttede dagen med sammenlagt 20 sekunders straffe. På 41. omgang tog Alpine konsekvensen og trak Ocon ud af løbet.

Bahrains Grand Prix 2023. P3 til Fernando Alonso i sin Aston MartinBahrains Grand Prix 2023. P3 til Fernando Alonso i sin Aston Martin
Copyright Aston Martin


Det var heller ikke McLarens dag. Således udgik stærkt hypede Oscar Piastri allerede på 13. omgang med tekniske problemer. Lando Norris, i den anden garage, besøgte mekanikerne hele seks gange med hydraulikproblemer, hvilket ødelagde løbet for ham.

Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på en kombination af kvalifikation og grandprix. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Giv gerne din egen mening til kende herunder eller på vores Facebook-side.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1 Max Verstappen 10,0 0,04
2. Fernando Alonso 9,8 0,29
3. Charles Leclerc 9,3 0,30
4. Sergio Perez 9,1 0,43
5. Lewis Hamilton 8,9 0,51
6. Valtteri Bottas 8,8 0,33
7. Carlos Sainz 8,6 0,82
8. Alex Albon 8,6 0,33
9. Lance Stroll 8,5 0,78
10. George Russell 8,4 0,60
11. Pierre Gasly 8,3 0,74
12. Logan Sargeant 8,1 0,36
13. Yuki Tsunoda 7,8 0,47
14. Kevin Magnussen 6,9 0,56
15. Nyck de Vries 6,9 0,39
16. Nico Hülkenberg 6,4 0,38
17. Lando Norris 6,4 0,50
18. Guanyu Zhou 6,0 0,46
19. Oscar Piastri 5,8 0,34
20. Esteban Ocon 4,7 0,44


Giv os din egen rating på lvores Facebook-side

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hill i extase over Alonso Wolff: Red Bull vinder det hele i år »