Medie: Ricciardo færdig hos McLaren

Formel 1’s sommerpause er knapt nok gået i gang, før silly season for alvor tager fat: Nu melder flere medier, at Daniel Ricciardo allerede har fået sin fyreseddel fra McLaren for at give plads til Oscar Piastri.

Fredag Daniel Ricciardo Bahrain . Copyright McLaren Media - Motorsport Images / Steven Tee

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 5/8 2022 klokken 20:08

McLaren bytter åbenbart en australier ud med en anden:

Ifølge mediet motorsport.com har Daniel Ricciardo allerede fået at vide, at han bliver erstattet af Oscar Piastri næste år.

Ricciardo har dog ganske vist en gyldig kontrakt for et år mere hos McLaren, men den ser ud til at blive annulleret eller i det mindste genforhandlet.

Daniel Ricciardo checker vejret på Spa. Belgiens GP 2021Daniel Ricciardo checker vejret på Spa. Belgiens GP 2021
Copyright McLaren Media


Australieren skulle angiveligt være blevet tilbudt at være med i McLarens kommende Formel E-team, men det har Ricciardo – måske forståeligt nok – afvist.

Oscar Piastri og Alpine ligger stadig i kontraktkrig med hinanden, og nu skal Formel 1’s såkaldte Contract Recognition Board se på sagen: Alpine hævder fortsat, at de har ret til Piastri.

Oscar PiastriOscar Piastri
Copyright Alpine F1


I mellemtiden handles Ricciardo som en afløser for Fernando Alonso hos Alpine, selv om australieren måske ikke har alt for mange venner tilbage hos det franske team: Ricciardo forlod teamet, der dengang hed Renault, hurtigt efter to år – til franskmændenes store fortrydelse, især økonomisk, da Ricciardo havde været meget dyr i indkøb.

Teoretisk set kunne Haas også være en mulighed for Daniel Ricciardo, da det amerikanske team har sat forhandlingerne på Mick Schumacher på standby og vil se kørersituationen an i løbet af sommerpausen.

Men da et af sæderne hos Haas de facto er øremærket en Ferrari junior-kører, er det usandsynligt, at Ricciardo bliver teamkammerat med Kevin Magnussen næste år.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Piastri hævdes at rykke til McLaren Silly season: Kørermarkedet 2022 »