Formel 1-eksperten: Mercedes nedturen vil fortsætte

Mange mener, at Mercedes helt utvivlsomt, og inden længe, vil komme tilbage til fronten af Formel 1-feltet. Og så er der andre, der tror, at det vi ser blot er starten på en stor nedtur.

BMF1 i pitten på Monza . Copyright Lea Anna Petersen

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 26/4 2022 klokken 12:04

Lad mig starte med at understrege, at jeg har dyb respekt for Mercedes og Lewis Hamilton.

De har over de seneste mange år formået at udføre et ufatteligt stærkt arbejde, hvor de altid har kunne svare igen, når de var pressede.

Da de kom med deres radikalt anderledes W13 ved dette års anden vintertest, sad man lidt måbende tilbage, med en følelse af at Mercedes, igen, havde fundet lige det, der ville sikre dem, at de i denne nye F1-æra, ville stikke af igen.

Mercedes W13 i Bahrain test, dag 1. Lewis HamiltonMercedes W13 i Bahrain test, dag 1. Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG


Men selvom Mercedes hævder, at de netop har fundet den bedste løsning, men at de bare ikke har forstået hvordan de får det optimale ud af bilen, ser jeg anderledes på det.

At de med en podieplacering til Hamilton i åbningsløbet og en flot 4. plads til Russell i det seneste løb på Imola, viser absolut intet om, hvor gode de er.

Hvis man havde fortalt os sidste år, at en HAAS-racer ville være hurtigere end Mercedes, var der nok mange der ville mene, at man havde drukket af natpotten.

Det samme gælder for Alfa Romeo.

Efter en sæsonstart med bremseproblemer, har McLaren fået løst dette og er nu også hurtigere end Mercedes. Det ser sågar ud til, at Aston Martin, efter de har fået Sebastian Vettel tilbage, som minimum, kan køre lige op med verdensmestrene.

Det samme kan AlphaTauri og Alpine, når mekanikken holder, hvilket efterlader Mercedes i en kamp med Williams.

Det er netop der, jeg ser, at Mercedes ender i år. I bunden af feltet, hvor Hamilton kæmper mod Latifi, mens Russell, lidt længere fremme, kæmper mod Albon.

Mani kan selvfølgelig tage voldsomt fejl, hvilket vi bliver meget klogere på, når Formel 1-feltet om små to uger kommer til den helt nye bybane i Miami. Men hvis ikke de viser et stort fremskridt ved den lejlighed, ser det ud til, at Hamilton, som minimum og på rekordtid, har mistet tilliden til bil og hold. Samtidig med at det godt kunne tyde på, at han ikke er kommet sig efter skuffelsen over det tabte mesterskab i 2021.

Min forventning er, at vi vil se, at alle holdene, der har fulgt FIA's grunddesign, vil forbedre sig ret meget hen over sæsonen, mens Mercedes vil blive nødt til at kæmpe, med det de har, på grund af budgetloftet, og dermed falde længere tilbage, end de er nu.

Jeg kan tage fejl, hvilket jeg egentlig håber. Men jeg tror desværre ikke, at det bliver godt for Mercedes i år.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Revne i den polerede overflade Emilia Romagnas GP: Weekenden i billeder »