Bottas burde være fortid hos Mercedes fra næste år.
Det mener den russiske F1-journalist Alexej Popov, der udtaler sig til den russiske kanal
Match TV (Матч ТВ).
Andre medier som
GPBlog og
The Sun har også bragt rygtet.
(Undertegnede skribent kan russisk men har ikke kunnet finde videoen på hjemmesiden for
Матч ТВ - det kan skyldes, at videoen kun er tilgængelig i Rusland).
Alexej Popov udtalte til Match TV: ”Jeg vil ikke afsløre min kilde, men der er meget snak om det i paddocken i Monaco. De har fortalt mig, at Russell kommer til Mercedes for mindst to år, og at det ikke er for at erstatte Hamilton, og at kontrakten stort set er færdig.”
Grunden er simpelthen, at Bottas ikke har kunnet følge med Hamilton eller Verstappen: ”Han [Bottas] er allerede håbløst efter Hamilton og Verstappen. Han er helt ude af kampen om mesterskabet. Selv Norris ligger foran ham.”
Det skal dog nævnes, at Bottas ikke altid har været skyld i de manglende point – både da Russell kørte ind i ham på Imola og senest som følge af det katastrofale pitstop i Monaco.
Bottas udgår af Monacos Grand Prix 2021
Copyright Mercedes AMG
Alligevel ser det ud til at være forbi for Bottas hos Mercedes – men på den anden side kan Bottas og Russell ende med at bytte plads, så Bottas vender tilbage til Williams, efter at være sprunget ind for Rosberg, der trådte pludseligt tilbage efter sit mesterskab i 2016.
Da F1-reglementet ændres kraftigt i 2022 kan Williams meget vel få brug for en erfaren kører ved siden af Latifi, og her ville Bottas være et oplagt valg.