Formel 1 er en af verdens dyreste sportsgrene. Det er en sport, hvor rattet alene koster det samme som en personbil. Derfor kræver det også massiv økonomi for at holde de to biler kørerende.
Tidligere har de store teams nærmest haft blankochecks til at kunne komme i front. Hvilket også skabte det enorme gap, der er ned til de mindre teams.
Dette endte med at blive meget usundt for sporten. Derfor blev der sat en stopper for forbrugsfesten fra 2021-sæsonen, da F1 valgte at indføre et budgetloft.
Budgetloftet lyder på 145 mio. dollars, minus udgifter til markedsføring, og lønninger til topledelsen og kørere.
Dette beløb bliver der holdt strengt øje med, og det får store konsekvenser, hvis det bliver overskredet.
Derfor er der skåret kraftigt ind til benet hos de store teams, ifølge
Motorsport.com. De har måtte sige farvel til medarbejdere, og skære ned på mængden af udvikling. Kort sagt, effektivisere over hele linjen.
Det betyder blandt andet, at der ikke længere bliver produceret mange forvinger, blot for at teste dem på bilen i en træning. Delene skal vise sit værd i vindtunnellen, inden der overhovedet kommer kulfiber i autoklaven (ovn til at lave dele).
Mængden af udviklingskomponenter bliver færre, og antallet af reservedele bliver mindre, med de nye lavere budgetter.
Samtidig effektiviserer teamene ved at ændre sammensætningen af materialer, så de (evt.) bliver lidt tungere, men reservedelene holder meget længere tid - og dermed skal de ikke skiftes så hyppigt.
Den måde at drive teams på, den er ikke ny i Formel 1-sammenhæng. Det er sådan de mindre teams er vant til at drive forretning. Derfor er det også bare tilvænning for de store teams, at blankochecksene er fjernet fra checkhæftet.
Lewis Hamilton. Imola 2021.
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
Derfor er det også noget af en hovedpine, Toto Wolff tog med sig fra Italien, da Lewis Hamilton ødelagde en frontvinge, og Valtteri Bottas og George Russell bankede sammen.
Bottas’ ulykke var op til 30 G, og den samlede regning løber op i £1 mio.
Lige nu balancerer Mercedes lige omkring de £145 mio. for året. Mange af delene til genopbygning af raceren, de var tiltænkt fremtidige løb. Derfor skal lageret med reservedele fyldes op på ny. Hvilket i sidste ende kan risikere at påvirke penge, der er afsat til at udvikle bilen.
Derfor bliver der (endnu) strengere ordrer om at holde sig fra vægge og biler i fremtiden. Ikke bare for pointenes skyld, men også for økonomiens skyld.
Så det bliver en hovedpine for de store teams, hvordan de kan overholde budgettet, og en hovedpine for de små teams, hvordan de kan nå op til budgettet.