Af Allan Haslund og Peter Hartig
Med premieren i ørkenstaten Bahrain tager Formel 1-cirkusset hul på en ny sæson, som på mange måder igen vil være dikteret af Covid-19-pandemiens globale konsekvenser.
En meget mærkbar konsekvens er, at de fleste løb bliver afviklet uden tilskuere, eller, i bedste fald, med meget få. Men heldigvis er tv-dækningen uændret, for også i år kan danske F1-fans glæde sig over TV3 Sports omfattende dækning af samtlige løb på kalenderen.
Som optakt til den nye sæson har BMF1 derfor haft en Formel 1-snak med TV3 Sports redaktør, Peter Palshøj, som har givet os sine bud på perspektiverne for den kommende sæson.
For danske F1-fans bliver det en noget anderledes sæson, når Kevin Magnussen ikke længere deltager. Hvad kommer det til at betyde det for jeres dækning?
Formel 1 studiet
Copyright BMF1
“Hvis man ser isoleret på Haas F1, vil det nok falde os mere naturligt at være mere kritiske i vores tilgang til teamet, når der ikke sidder en dansk kører i en af bilerne.”
“Helt overordnet vil jeg sige, at vi nok i højere grad kommer til at behandle dem i forhold til deres placering i tabellen, og ikke som før i forhold til, at der er en dansker på holdet. For selvfølgelig skulle det have den nødvendige fokus. Men selvfølgelig vil vi dække dem som alle de andre, men næppe så massivt som tidligere.”
På grund af kritikken over landets forhold til menneskerettigheder har der fra flere sider været rejst kritik over det kommende F1-grandprix i Saudi-Arabien. Burde man have valgt et andet sted?
“Det mener jeg ikke noget om. Så skal man jo også overveje løbene i blandt andet Bahrain, Abu Dhabi og Kina, hvor der også er kritik af menneskerettighederne. På TV3 Sport er vi ikke politiske. Vi dækker sporten, hvor den afvikles, og sammenblander ikke politik og sport.”
Peter Palshøj og Nicolas Kiesa i Formel 1-studiet
Copyright BMF1
Med det kommende regulativ for 2022 rettes fokus i endnu højere grad mod bæredygtighed og beskyttelse af miljøet. Hvordan hænger det sammen med fed racing?
“Jeg synes det er meget positivt at Formel 1 er fokuseret på dette. Jeg overværede en F1-konference for nylig, og her blev der fortalt om deres planer for 2025 og frem. Eksempelvis vil man overgå til at benytte syntetisk brændstof og mere el i bilerne, og samtidig bevare en høj performance og fed lyd.”
“Så jeg mener godt at miljøhensyn kan kombineres med fedt og støjende ræs. Formel 1 bliver nødt til at tilpasse sig tiderne.”
Efter offentliggørelsen af kontrakten med Haas F1 har der været meget støj omkring Nikita Mazepin. Ikke mindst på de sociale medier, hvor russeren har fået drøje hug. Hvad er din holdning til det?
“Det ved jeg ikke rigtigt, for hvad nu hvis Mazepin viser sig at være virkelig hurtig og gøre det godt? Det ved vi jo ikke endnu. Jeg har den holdning, at vi må vente os se og så tage den derfra.”
Bahrain vintertest 1 - Aston Martins kørere, Sebastian Vettel og Lance Stroll, der er søn af teamejeren.
Copyright Aston Martin
Er det i orden at en ung kører pr. automatik får et sæde i Formel 1, hvis han har en rig far?
“Sådan har det jo altid været. Det er en del af Formel 1, og det bliver ikke anderledes. Personligt mangler jeg at blive helt klar over størrelsen af Strolls talent, som Will Buxton påstår i den nye Drive to Survive er stort. Men jeg kan tage fejl”
Når vi ser på vintertesten, ser det ikke ud til at Mercedes har ramt det helt rigtige, men at Red Bull, modsat, virkelig har ramt noget. Tror du, at det vi har set, viser virkeligheden?
“Kort svar er nej. Det er muligt at Mercedes ikke har den bedste bil i den kommende weekend, men så har de den bedste bil 14 dage senere. De har så stor en styrke og teknisk indsigt, at eventuelle designfejl kan blive rettet på meget kort tid. Men jeg ville elske, og håber, at se dem udfordret af blandt andre Red Bull.”
Når vi taler om Mercedes, hvad forventer du så der sker omkring Hamilton efter denne sæson?
“Personligt tror jeg, at Hamilton tager sin 8. titel i år og han efterfølgende smutter til Ferrari for at slutte sin karriere af der. Det giver mening i forhold til at have Ferrari på sit CV, når man slutter. Og hvem ved, måske kan han vinde med Ferrari, når der kommer nye regler i 2022.”
Sergio Perez. Kan han matche Verstappen?
Copyright Red Bull
Racing Point er blevet til Aston Martin. Vil de fortsætte den stærke udvikling, vi så fra dem i sidste sæson?
“Først og fremmest er det virkelig fedt at se Aston Martin-mærket tilbage i Formel 1. Og jeg håber virkelig, at de har det, der skal til, for at vi kan se Vettel med helt fremme igen.”
“I forhold til Vettel betragter jeg ham som meget egenrådig og det tænker jeg, kan slå gnister, hvis det seriøse engelske hold kører en meget ‘corporate’ stil.”
Og hvad venter der os i den kommende sæson generelt?
“Alt i alt tror jeg, at vi får en super underholdende sæson i år med et meget tættere felt, end vi har set længe. Det er ikke kun Mercedes, Red Bull og Ferrari der kæmper om det, men også AlphaTauri, Alpine, Aston Martin og ikke mindst McLaren, der virkelig kan vise sig som den helt store overraskelse i år.