Hvad er nyt til 2021-sæsonen?

Til trods for at sportens nye regulativ først træder i kraft i 2022, så er der forandringer på vej i Formel 1, der tydeligt kan ses. Her er ændringerne til dette års Formel 1-sæson.

Abu Dhabis Grand Prix 2020 . Copyright Haas F1

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 3/1 2021 klokken 11:01

Formel 1-sæsonen i 2021 er lige om hjørnet. Derfor kigger BMF1 nærmere på, hvad der er nyt til den kommende sæson.

Kørerne:
Stolelegen om sæderne er næsten slut. Det eneste der mangler er Hamiltons sæde, men det er så godt som sikret af verdensmesteren selv.

2021 er året hvor der sker en stor rokade, og sporten skal hilse på tre nye ansigter i Formel 1.

Her er ændringerne til 2021:
- Carlos Sainz jr. skifter til Ferrari
- Sebastian Vettel skifter til Aston Martin
- Daniel Ricciardo skifter til McLaren
- Sergio Perez skifter til Red Bull

Nye kørere i 2021 er:
- Mick Schumacher hos Haas
- Yuki Tsunoda hos AlphaTauri
- Fernando Alonso hos Alpine
- Nikita Mazepin hos Haas

Fernando Alonso under Young Driver's Test. Abu Dhabi 2020.Fernando Alonso under Young Driver's Test. Abu Dhabi 2020.
Copyright Renault Motorsport


Løbsrekord:
Formel 1-sæsonen 2021 er også året hvor Formel 1 (efter planen) sætter ny rekord i afholdelse af løbsweekender. Hele 23 af slagsen er der klemt ind i løbskalenderen.

Nye baner på kalenderen er Saudi Arabien og Holland, mens Vietnam alligevel takkede nej til at afholde årets løb (grundet Covid-19).

Interessant er det også, at den ene løbsweekend stadigvæk ikke er annonceret. Der forventes det, at Imola (Italien) får pladsen til sæsonens fjerde løbsweekend.

Holdene:
Også på holdsiderne er der store ændringer at spotte. Tilbage i sporten er flere gamle kendinge.

Racing Point skifter navn til Aston Martin.
Renault skifter navn til Alpine.

Desuden skiftes der navn fra McLaren Renault til McLaren Mercedes, da teamet har valgt at skifte leverandør af motorer.

Ændringer:
Som noget nyt så er holdene nu begrænset udviklingsmæssigt, da F1 har indført et Token-system til 2021. Det har man gjort for at begrænse udviklingsomkostningerne under pandemien.

Derfor er Mercedes’ DAS-system (Dual-Axis Steering) også blevet forbudt fra 2021.

Tests er også blevet begrænset meget i 2021. De såkaldte fredagstræninger vil nu kun være en time hver, frem for 1,5 time. Samtidig er den allerede begrænsede vintertest forkortet fra seks til tre dage.

Som tidligere nævnt træder der et nyt reglement i gang i 2022. Men udviklingen af den racer er først blevet tilladt fra nu af. Derfor forventes det også, at størstedelen af holdenes ressourcer fokuserer på udvikling af den, frem for den nuværende 2021-bil.

Aerodynamisk vil der være flere forandringer, for at gøre bilerne langsommere. Blandt andet vil bremsetragtene, gulvet og diffuseren være anderledes i 2021.

Som noget helt nyt træder det såkaldte budgetloft i gang. Dermed er holdene begrænset til ikke at benytte mere end 145 mio. dollars - uden kørerlønninger, markedsføringsbudget og de øverste lederes lønninger.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamiltons kontrakt i hårknude Australien udskyder sæsonstarten »