Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 16/11 2020 klokken 09:11
De fleste har bemærket at Williams-kører Nicolas Latifi ikke ligefrem er en, der udfordrer andre kørere i feltet.
Bevares, han sidder også i en af feltets dårligste biler, samtidig med at han er rookie. Men alligevel.
Hans indsats i weekendens løb i Tyrkiet viste dog med al tydelighed, at han ikke har det der skal til for at være en del af Formel 1, i hvert fald hvis man ser på talent og ikke penge.
De svære forhold udstiller kørernes evne til at håndtere en Formel 1-bil, og her viste Latifi igen og igen, at han ikke kan finde ud af det.
Snurretur på snurretur og omgangstider der var flere sekunder langsommere end Russells i den anden Williams, viser, at man burde have en anden mand i den bil, hvilket holdet nok også ville, hvis ikke det var fordi canadieren har så mange penge med sig.
Men Latifi var ikke den eneste der var pinlig dårlig at se på.
Normalt har vi to Mercedeser i front, men i denne weekend var der kun én.
Hamilton tog sig af fronten, mens Valtteri Bottas skøjtede rundt som Bambi på glatis.
Efter løbet har han også erkendt, at det var en virkelig skidt indsats han leverede i denne weekend, hvilket ikke er en overdrivelse.
Når man bliver overhalet med en omgang af sin holdkammerat, så er det skidt og det var præcist dét, som Bottas oplevede i denne weekend.
De to herrer har virkelig noget at bevise, når Formel 1-feltet om 14 dage kommer til Bahrain.