F1-karavanen er rykket til Italien, hvor den populære højhastighedsbane Monza lægger asfalt til sæsonens ottende løbsweekend.
Her bliver der kørt med lav downforce på bilerne, for at racerne kan opnå højest mulig tophastighed - ofte over 350 km/t.
Med sine 5,793 km er banen længere end gennemsnittet på kalenderen, og med 11 sving er det også en af dem med færrest sving.
Med 23 grader i luften og 31 grader på banen er der lagt i ovnen til en smuk session under en skyfri himmel i Italien.
Weekendens dækudvalg består af det bløde C4-dæk, medium C3 og det hårde C2.
Italien markerer afslutningen på en æra for Williams-familien i spidsen for teamet. 726 løbsweekender blev det til i spidsen for et af feltets mest elskede teams.
Klokken havde dårligt nok slået 11, før at racerne væltede ud af garagen og ud på banen. 2 minutter inde i sessionen var 14 af feltets 20 racere allerede ude på banen og lave installationsomgange. Så der var heftig aktivitet fra start.
Nogle af ændringerne til denne løbsweekend er straffen for at overskride baneafmærkningen. Tidligere skulle man overskride samme sving tre gange, før at man blev straffet. Nu skal man bare overskride tre gange, ligegyldigt hvad sving det er.
Noget andet nyt til denne weekend er begrænsningen af motorprogrammer under weekenden. Hvor holdene før kunne køre med ’party-mode’ og mange flere hk i kvalifikationen, er de nu begrænset til at benytte samme program i kvalifikation og løb. Dermed er der ikke nogle af holdene, der kan drage fordel af dette. Hvilket forhåbentlig kan ryste posen godt og grundigt.
Den heftige aktivitet med installationsomgange blev hurtigt skiftet ud med larmende tavshed langt ind i sessionen. Først 18 minutter inde i træningen var Alexander Albon ude og give seerne lidt at se på.
Monza er en af de mest motorkrævende baner, med speederen trådt i bund i længst tid – 66 % af omgangstiden. Det betyder også, at banen har den højeste gennemsnitsfart på kalenderen. Derfor var holdene heller ikke så vilde med at presse motorerne ekstra meget, og tilføre unødvendige kilometer på motoren under træningerne.
Albon har haft det svært i denne sæson, men thai/englænderen kalder over radioen, at balancen (endelig) føles god i bilen. Så nu bliver det interessant at se, om han kan udfordre teamkammeraten i den her weekend.
Noget af det vigtigste for kørerne i den her weekend er, at køre i slipstrømmen af de forankørende på langsiderne, da det gør meget for omgangstiden. Derfor så man også, at Ferrari-kørerne ofte holdt sig lige ved hinanden – for at øve slipstreams i praksis inden kvalifikationen. Leclerc kaldte også over radioen, hvor den nærmeste forankørende bil var, da han gerne ville øve slipstrøm inden kvalifikationen, når Vettel ikke var der.
Charles Leclerc. Monza 2019.
Copyright Ferrari Media
Samtidig så man også, at racerne lå i store klumper tæt efter hinanden.
Roy Nissany, testkører for Williams, meldte over radioen, at Mercedes-motoren har ’torque-holes’ ved høje omdrejninger på langsiden. Det betyder, at motoren mister effekt. Det holdt ham dog ikke fra at være hurtigere end Nicholas Latifi i den anden Williams.
Max Verstappen måtte også en tur i gruset, da han gav gas for tidligt i svinget. Dermed skred raceren rundt og kørte ind i barrieren. Hændelsen resulterede i en ødelagt frontvinge på Red Bull-raceren og et rødt flag. Det røde flag var hurtigt væk igen, men turen i garagen satte lidt ro på sessionen i et kvarters tid.
Renault virker stærke i den her weekend, og de ligner også efterhånden en stærk konkurrent til en plads på podiet. De gule-biler er ihvertfald med oppe i den sjovere ende af feltet i træningen.
Dagens største overraskelse er AlphaTauri-racerne, som var oppe og køre tider i nærheden af moder-teamet, på en takt hårdere dæk! Lovende takter fra junior-teamet den her weekend. En uskyldig udskridning sendte dog Pierre Gasly en smuttur i gruset to min før tiden løb ud.
Mercedes havde (igen) de stærkeste kort på hånden, og det overrasker nok ikke de fleste, hvis tyskerne har pokaler med hjem til fabrikken søndag aften. Bottas var dog også over radioen flere gange og klage over langsomt kørende biler som ikke ville fjerne sig, til trods for blå flag.
Der er ikke de store forventninger om point til Haas-raceren i den her weekend, fra hverken teamchef eller kørere. Derfor lå teamet også solidt i midterfeltet, men højere placeringer end forventet.
Første frie træning bød også på massere af bremsefejl. Det skyldes, at der er rigtig meget tid at finde, ved at bremse bare få meter senere. Derfor træner de i at finde grænserne. Det kostede en del dækrøg og flatspots, blandt andet til Romain Grosjean.
Ferrari var endnu engang feltets største skuffelse, og feltets mest populære team lå og rodede rundt nede i midterfeltet. En stor skuffelse for teamet der mangler både motoreffekt, aerodynamik og forståelse af dækkene.
Det betød også, at Vettel sluttede som feltets dårligste racer med en Ferrari-motor bagi.