Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 14/8 2020 klokken 12:08
Med 28 grader i luften er Formel 1-feltet klar til at indtage de 4,655 km asfalt og 16 sving på banen ved Barcelona.
Det er endnu en varm weekend. der venter kørerne i Catalonien, og nogle anderledes temperaturer end holdene er vant til fra vintertestene, og det ”sædvanlige” Grand Prix, der plejer at løbe af stablen i maj.
Banen er kendt for at være lidt af en dækspiser, derfor har Pirelli også stillet de tre hårdeste compounds, C1-C3, til rådighed til weekendens løb.
Tilbage fra sygesengen var mexikanske Sergio Perez, som har været fraværende i to løbsweekender, grundet smitte med Covid-19. Mexikaneren var ved godt mod, og havde ikke oplevet store fysiske gener af pandemien.
Sessionen startede langsomt ud, hvor sessionens første 20 minutter gik med installationsomgange til kørerne.
Ny mand på banen var Roy Nissany, som havde overtaget sædet til første frie træning fra George Russell. Nissany var også eneste mand der kørte af banen – uden at ødelægge raceren.
I den anden side af garagen oplevede Nicholas Latifi nogle anderledes problemer, da der kom unormalt meget varme fra bunden af sædet.
Kevin Magnussen havde store problemer i England, og bilen opførte sig ikke ligesom i den anden side af Haas-garagen. Derfor har danskeren fået et andet chassis og andre dele på raceren, hvilket burde udligne forskellen mellem de to racere igen.
De fleste danskere var nok ved at få kaffen galt i halsen, da Haas-racerne pludselig lå nr. 3 og 4, da der var gået en times tid af den første session. Tiderne var ikke nok til at holde racerne bag de to Mercedes, men det var en positiv indikation af holdet i denne weekend.
Til trods for sidste weekends problemer med dækslidtage, så virker det til, at Mercedes-racerne igen har feltets stærkeste kort på hånden. Bottas var også hurtigste mand under første frie træning i 2019, forskellen er bare, at finnen er 1,2 sekunder hurtigere i 2020.
Red Bull kørte kun tredjehurtigst, da det gjaldt om at sætte hurtigste tid. I løbstrim overraskede ”tyren” dog og fulgte med Mercedes, men på nogle af omgangene var Red Bull faktisk den hurtigste racer.
Ikke overraskende er den ”pink-Mercedes” med oppe og lege i den sjove ende af feltet, og der er umiddelbart ikke noget i omgangstiderne, der indikerer, at Perez er påvirket ovenpå sygdommen.
Renault har endnu engang gjort sit hjemmearbejde til løbsweekenden, da de igen er med i den sjove ende af feltet. Det burde ikke være en overraskelse for et fabriksteam med store finanser, men en positiv fremgang for løbsserien, at der kommer flere og flere racere, som kan være konkurrencedygtige i toppen af feltet.
Ferrari har også bevæget sig tættere på Mercedes og Verstappen, og det virker til, at de igen er med i kampen om at have feltets tredjehurtigste bil.
Træningen foregik også uden det helt store drama, og banearbejderne skulle hverken lufte de røde flag eller fejebladene.
Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk
Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)