Det var faktisk blot et spørgsmål om få måneder, før Hondas motorer ville matche Mercedes i performance, men sådan gik det som bekendt ikke. Sidste sæson var en teknisk og PR-mæssig katastrofe for japanerne, og 2017 ser ikke ud til at blive bedre.
Nu lægger Hondas Formel 1-chef, Yusuke Hasegawa, sig flad ned og indrømmer i et interview, at fabrikken har undervurderet opgavens omfang.
”Faktisk tænkte vi, at det ville blive nemt, men det var vanskeligt at tage den nye teknologi til sig - det var min fejl,” indrømmer Hasegawa overfor Autosport.
”Vi gjorde gode fremskridt i prøvebænken, men så snart vi satte tingene sammen i V6-motoren, virkede det ikke. Vi var utroligt skuffede, men det var for sent, vi opdagede det, først ved jul (i 2016, red.)…. så vi måtte indgå nogle kompromisser.”
Der arbejdes hårdt hos McLaren-Honda i denne tid.
Copyright McLaren Media
Honda har siden haft alvorlige problemer med både stabilitet og vibrationer og McLaren-raceren er ikke hurtigere end 2016-specifikationen.
”Vi har store vibrationer… og næsten samme kræfter som 2016-enheden.”
”Det eneste jeg kan sige er, at vi slet ikke havde de problemer i prøvebænken. Men når vi får en gearkasse, drivlinje og dæk på, får vi resonans.”
Det kunne efterlade indtrykket af, at problemerne så ligger hos McLaren, som har udviklet chassiset, men det afviser Honda-chefen.
”Jeg giver ikke skylden til chassiset,” lød det ærligt fra Hasegawa.
Honda arbejder i denne tid på en opdateret pakke, som skal køre under Spaniens Grand Prix i maj.
”Hvis vi finder en god løsning, må vi skifte motoren i femte eller sjette løb, så jeg ønsker virkelig, at vi får opdateret vores nye specifikation inden da eller i det mindste senest på det tidspunkt,” lød det fra en presset Honda-chef.