Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 27/11 2016 klokken 20:11
Det er kun få timer siden, at årets sidste grand prix blev kørt, men grundet en presset mandag, får I her årets sidste Hot or Not-klumme. Dagens løb var et meget dramatisk løb, hvor man ikke havde en følelse af at det var afgjort før de sidste omgange. Derfor var der mange ting man kunne tage fat i omkring dagens løb og weekenden generelt, men jeg har som altid valgt tre hotte og tre notte.
De sidste par klummer har givet os her på BMF1 anledning til at tro, at folk faktisk tror holdningerne i klummerne er et udtryk for hvad BMF1 mener, men det er det langt fra. Holdningerne, der kommer frem er skribentens personlige holdninger og ikke holdninger som hele holdet bag BMF1 deler. Derfor må I gerne være kritiske overfor det der skrives. Igen, det er vigtigt at understrege det er skribentens, og i dette tilfælde mine, holdninger og ikke BMF1s holdninger.
Hot top 3.
1: Nico Rosberg og Lewis Hamilton.
De to mesterskabsduellanter var på forhånd udset til at få en hovedrolle i dagens løb, hvilket de da også fik. Begge kørere gjorde nemlig alt det de kunne for at få mesterskabet i hus, hvilket er det maximale man kan forvente af sådan et par gutter som kæmper om at komme øverst på Formel 1-tronen. Lewis Hamilton vandt som bekendt løbet, men hans forsøg på at bakke Nico Rosberg ned til Ferrari og Red Bull lykkedes ikke, så tyskeren hentede den andenplads hjem, han skulle bruge for at vinde VM-titlen.
Dermed må man tage hatten af for Rosberg, som gjorde det han skulle, men man skal også tage hatten af for Hamilton, fordi han forsøgte at gøre det han kunne for at få Kimi Räikkönen, Max Verstappen, Daniel Ricciardo og sidst men ikke mindst Sebastian Vettel op til Nico Rosberg. Så godkendt kørsel af begge kørere de gjorde hvad de kunne og ingen af dem bør have en dårlig smag i munden efter årets løb i Abu Dhabi.
2: Sebastian Vettel.
Ferrari og ikke mindst Sebastian Vettel har haft en meget svær sæson. Det hele startede ellers så godt, men mod slutningen har de haltet og er endda blevet overhalet af Red Bull. I Abu Dhabi har Ferrari dog været tilbage der hvor de gerne ville være hele sæsonen, i bagdelen på Mercedes. Glimrende kørsel af Sebastian Vettel, god strategi plus to Mercedes-racere der kæmpede om en VM-titel kunne med lidt held have givet Ferrari en sejr at slutte sæsonen på.
Sådan gik det dog ikke, men Vettel gjorde hvad han kunne, så derfor skal han være nummer to på Hot-listen. Tyskeren brokkede sig heller ikke i denne weekend, så det skal han naturligvis også have ros for.
3: Red Bull.
Hele den her weekend har stået i VM-duellens tegn, fordi alt har drejet sig om Nico Rosberg og Lewis Hamilton, eller næsten alt. Der har nemlig været en del fokus på Red Bull-drengene fordi de med lidt held ville kunne kæmpe med om sejren og på den måde blive en afgørende faktor i VM-kampen. Det blev de godt nok ikke, men deres strategier fik sat Mercedes under pres, så Daniel Ricciardo og Max Verstappen var på den måde med til at skabe den spændende sæson-afslutning, som vi endte med at få.
Not top 3.
1: Kevin Magnussen.
Ja, jeg er klar over den her ikke er populær, men jeg mener faktisk Kevin har haft en skidt weekend på alle punkter, så han på den måde gør sig fortjent til at toppe not-listen. På banen har det ikke kørt godt for Kevin og sådan er det jo en gang i mellem. Det har dog heller ikke kørt for ham uden for banen, hvor han har afvist at svare på en del ting, eller svaret på en sådan måde, at han et eller andet sted har hentydet til at Renault har gjort en masse for at gøre livet surt for ham.
Det er ikke pænt at hentyde den slags ting, så hvis han mener det hænger sådan sammen, så burde han bare have sagt det. Ja så var han nok blevet uvenner med Renault, men det virker nu bedre at sige tingene lige ud fra posen, end at tale udenom. Hvorom alting er, så var det Kevins sidste løb for Renault og til næste sæson skal han være med til at hjælpe Haas til at tage et skridt op. Så må vi se om han har fundet sit gamle jeg frem til den tid, fordi den Kevin vi har set på det seneste har ikke gjort det særlig godt.
2: Toro Rosso.
Toro Rosso har haft en meget svær weekend. Under træningerne havde de nogle punkteringer, samt at de måtte trække bilerne ud af den ene træning, fordi man havde fundet en farlig fejl på den ene af dem. Under kvalifikationen gik det ikke meget bedre, fordi her kom ingen af racerne videre til Q2, hvilket ellers plejer at være normalt for det italiensk-østrigske team.
Dermed var der lagt op til at de skulle redde weekenden under løbet, men to ødelagte gearkasser betød, at hverken Daniil Kvyat eller Carlos Sainz kunne fuldføre løbet. Det er simpelthen ikke godt nok, så skidt weekend for Toro Rosso.
3: Mercedes.
Vi startede denne klumme med Mercedes-kørerne og nu slutter vi den med teamet i sig selv. På den ene side er det forståeligt nok, at de gerne vil hente sejren hjem og derfor gik i gang med at få Lewis Hamilton til at sætte farten op. På den anden side, så var det direkte indblanding i kampen om VM-titlen og det er ikke fair. Teamet har hele tiden sagt de ikke ville blande sig og bare lade Rosberg og Hamilton kæmpe som de nu ville, men Paddy Lowe og Toto Wolff endte alligevel med at blande sig og det er ikke okay.
Man kan så sige at Lewis Hamilton burde have lyttet til dem, men det kan jeg godt forstå han ikke gjorde. Teamet havde jo sikret sig konstruktørmesterskabet, så de havde fået det ud af det de gerne ville. Derfor burde de have ladet kørerne kæmpe om det på den måde de havde lyst til, i stedet for at forsøge at kontrollere dem.
Og med disse ord er denne Hot or Not-klumme slut. I er som altid velkommende til at give jeres mening til kende nede i kommentarfeltet, så længe det foregår i en ordentlig tone og en forståelse af at det ikke er en Klumme, der udtrykker holdninger for BMF1, men udelukkende er skribentens helt personlige.