Markant ændret bane i Malaysia

Efter en større renovering af Sepang International Circuit vil det være en markant anderledes bane, kørerne vil møde i forbindelse med weekendens F1-grand prix i Malaysia. Hele ni sving er blevet ændret.

Malaysias GP 2015 . Copyright Lotus F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 27/9 2016 klokken 11:09

Når F1-chaufførerne i den kommende weekend ruller ud på Sepang International Circuit, vil de møde en helt nylagt asfalt og markant ændrede sving. Således er hele ni af slagsen blevet ændret, primært i relation til hældning.

Banens administrerende direktør, Razlan Razali, udtaler, at ændringerne vil være så markante, at ”kørerne vil føle det, som om de er kommet til Sepang for første gang”.

For en gangs skyld har Formel 1’s mest benyttede banedesigner, Herman Thilke, bogstaveligt talt ikke været på banen denne gang. Derimod er det det italienske designfirma Dromo, der har stået for ændringerne, og grundlæggeren af firmaet mener, at dækkene vil reagere helt anderledes end tidligere.

Sepang, sving 15.
Copyright Mercedes AMG


”Næsten samtlige sving vil være mere krævende hvad angår lodret tryk (downforce, red.), mens det i sidste sving vil være det modsatte. Her er det modsat camber og lavere fart, så her handler vejgrebet mest om dækkene,” udtaler Jarno Faffelli fra Dromo.

I alt ni sving er blevet opdateret og ændret, og mere end 600 meter kerbs (kantsten, red.) er blevet ombygget i henhold til reglementet fra FIA og FIM. Kørerne vil opleve de mest dramatiske ændringer i sving 15, hårnålesvinget før start/mål-langsiden. Her er indersiden blevet løftet med én meter for at tvinge kørerne til at ændre linier og dermed forbedre muligheden for overhalinger.

Sepang har fået 600 meter med nye kerbs.
Copyright Mercedes AMG


Svingets sideværts hældning er nu -4% sammenlignet med +2% ved apex (svingets skæringspunkt, red.), hvilket samtidig burde forbedre afvandingen af svinget, der tidligere nærmest har lignet en swimmingpool, når løbet blev ramt af de tropiske skybrud, som ofte er set på Sepang. På samme måde har sving 2, 3, 4, 5, 6, 9, 12 og 13 også fået deres hældningsgrad ændret for at forbedre afvandingen.

Endelig er flere af banens kendte bump blevet jævnet ud, specielt indersiden af sving 2, hvor kørerne nu vil have et forbedret udsyn til svingets apex.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kvinder og F1: Mød debattøren Mathilde Sainz ikke til Renault »