I sidste uge tog vi her på BMF1 hul på en serie, hvor vi har valgt, at sætte fokus på emnet "kvinder og Formel 1". I sidste uge, kunne I læse om Chandni fra England, som har lagt over 1000 (plus fem siden), videoer op på Youtube. Den artikel fik en rimelig god modtagelse og en af dem der tog godt imod den, kan I så få lov til at møde nu. En debattør ved navn Mathilde Thorup skrev nemlig en kommentar under artiklen, hvor hun fortalte, at hun havde oplevet nogle ubehagelige ting som kvindelig F1-fan og det måtte vi jo dykke ned i.
Mathilde Thorup
Copyright Mathilde Thorup
Mathilde er 20 år og hun bor lige pt. i Ølstykke, hvor hun rejser frem og tilbage til København, hvor hun læser Visuel Kommunikation på Kunstakademiets Designskole, hvor hun bl.a. bruger Formel 1, som inspiration til noget af det hun laver. Her på BMF1 fik vi øje på Mathilde, fordi hun tit kommenterer vores artikler og hendes indlæg er altid utroligt velformuleret. Hun kom som nævnt med en kommentar omkring artiklen med Chandni, som fik os til, at kontakte hende, fordi det hun beskrev i det indlæg er det vi gerne vil sætte en stopper for ved denne serie.
Mathilde skrev nemlig følgende kommentar "Som næsten jævnaldrende med Chandni, har jeg selv oplevet hvor mandsdomineret sporten er - især i Danmark. Det er super ærgerligt, og kan være ubehageligt. For man er vel ikke mindre fan, bare fordi man er af andet køn,"
Mathilde Thorup
Copyright Mathilde Thorup
Det har Mathilde helt ret i, så derfor får I nu et interview med Mathilde, hvor hun har fået lov til at svare på nogle af de samme spørgsmål som Chandni fik, men der er også nogen af dem som er lidt anderledes, fordi de er designet specielt til Mathilde. Vi vil naturligvis også gerne takke Mathilde, fordi hun kunne tænke sig, at deltage i denne artikel.
Har du været til nogle Formel 1-løb og hvis ja, hvor?
Ja, jeg har lige været til mit allerførste løb her i September til Italiens GP på Monza. Her sad jeg i udgangen af Parabolica med udsigt ned mod start/mål-langsiden og indkørslen til pitten. Monza er en af mine favoritbaner, fordi den har så meget historie – og så var det virkelig fedt at opleve hvordan italienerne fejrer Formel 1.
Hvordan startede din interesse for Formel 1 og hvor lang tid har du fuldt sporten?
Min interesse kom først og fremmest igennem min far. Det har været fast TV i løbsweekenderne, hvor jeg syntes det var hyggeligt at kunne dele en interesse med en af mine forældre, men det er først indenfor de seneste år, jeg virkelig har taget fat i sporten.
Formel 1 har dog altid gjort indtryk på mig. Jeg kan huske en pinlig historie, hvor jeg som lille var med min far på Løvelbanen tæt ved Viborg for at se folkerace. Dengang kendte jeg kun til Formel 1, og jeg spurgte derefter højlydt hvor Michael Schumacher var henne på banen. Det medførte til smil og lavmælt latter hos de omkringstående.
Og som forhåbentlig fremtidig designer, er det primært design – men også historien bag sporten – der driver min interesse for Formel 1, og jeg bruger det gerne som inspiration til det grafiske arbejde jeg laver – både i undervisningen og i fritiden. I øjeblikket er jeg eksempelvis i gang med en minimalistisk plakatserie af nogle af de mest ikoniske baner.
Har du oplevet nogle positive eller negative kommentarer omkring, at du er en kvinde/pige, som godt kan lide Formel 1?
Jeg har oplevet lettere ubehagelige eller generaliserende kommentarer – blandt andet hentydninger til at man ikke kan være ‘rigtig fan’ som kvinde. Det er ikke så rart ikke at føle sig helt lige så velkommen, fordi man er af et andet køn, og jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har mere at skulle bevise. Men når det er sagt, så er langt de fleste meget imødekommende, og noget af det fede ved sporten er også at kunne dele den med andre entusiaster.
Har du nogle idoler som du ser op til, inden for motorsport både mandlige, men naturligvis også kvindelige?
Når kvinder tager del i motorsport, er det selvfølgelig noget jeg lægger mærke til – såsom Claire Williams og Monisha Kaltenborn, som begge er store repræsentanter i Formel 1. Men en af dem der træder meget frem med danske øjne er Christina Nielsen, der har været med til at repræsentere Danmark i 24-timersløbet Le Mans, og som lige nu deler føringen i den amerikanske GTD-klasse.
Og så må jeg sige at Kevin kæmper for sin drøm og har taget kampen op på trods af, at han har haft et års pause fra sporten – og så er det er spændende at kunne opleve og følge en dansk kører i Formel 1!
Er der mange i din omgangskreds som ser Formel 1?
Der er enkelte i min familie, som jeg deler min interesse med, men jeg er den eneste kvindelige entusiast.
Hvor meget tid bruger du på, at nørde Formel 1 – følger du med hele tiden, eller er det kun i weekenderne?
Jeg ser altid kvalifikationen og løbet – og de fleste gange også træningerne. Derudover, følger jeg med i nyhederne hver dag, for at holde mig opdateret. Der sker jo en masse ting i mellem løbene, som også er super spændende at følge med i, og som oftest kan have stor betydning for løbene.
Men jeg finder som sagt også historien bag Formel 1 interessant, og hvordan den har udviklet sig gennem årene, som jeg også kan lide at bruge tid på at dykke ned i.
Hvad tror du der skulle til, for at ændre holdningen til kvinder og Formel 1, i Danmark?
Jeg synes at jeg har oplevet generelt mere interesse for sporten i Danmark både hos kvinder og mænd, efter der er kommet en dansk kører ind. Derudover kommer der så småt flere kvinder ind i sporten, så jeg vil mene, at der er en positiv fremgang allerede.
Hvem er din favoritkører og team?
Jeg ved ikke om jeg har noget favoritteam, men et team som McLaren har en lang og spændende historie i Formel 1 med flere historiske kørere som Emerson Fittipaldi og Niki Lauda.
I forhold til kørerne har jeg i længere tid fulgt Hülkenberg, der har vist sit potentiale ved at vinde GP2-mesterskabet i sin debutsæson og senere lave samme nummer med Porsche-teamet til Le Mans i 2016. Og så håber jeg selvfølgelig alt det bedste for vores danske kører, Kevin Magnussen.
Hvordan har du det med Kevin Magnussen og, tror du han er i feltet i næste sæson og i så fald hvor?
Jeg håber selvfølgelig meget på at vi også har en dansk kører til Formel 1 næste år, for det at have sin nationalitet repræsenteret i sporten giver en anden form for fællesskabsfølelse hos de danske fans. Men skal jeg se realistisk på det, så tror jeg at Kevins største chance for at beholde et sæde i sporten findes hos Renault-temaet. Men jeg krydser alle mine fingre for, at vi får ham at se længe endnu!
Det var så den anden artikel i serien, vi har allerede udgave nummer tre i støbeskeen, men vi kunne godt bruge et par stykker mere. Derfor må I kære kvindelige læsere gerne sende en mail til kk@bmf1.dk, hvis I kunne tænke jer at der blev lavet en lille artikel om jeres passion for sporten. Endnu en gang tak til Mathilde, fordi hun ville være med og vi håber på, at høre mere til hende i fremtiden på den ene eller den anden måde.