Renault afskriver ikke nuværende kørere

Det afstedkom en del furore, da Renault-bossen Cyril Abiteboul i sidste uge meldte ud, at teamet søger en ”karismatisk” kører med ”lederevner”. Nu modererer han sine udtalelser og siger, at man helst vil forme sine egne kørere selv.

Renault ny bemaling . Copyright Renault Sport

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 16/8 2016 klokken 13:08

Efter nogle ret markante udtalelser i sidste uge, hvor Renault Sport F1’s CEO, Cyril Abiteboul, oplyste at man søgte efter en ”karismatisk” kører med ”lederevner”, føg det rundt med navne som Felipe Massa, Sergio Perez, Jenson Button, Valtteri Bottas og Esteban Ocon som kandidater til Renault-sædet i 2017.

Dermed var der lagt op til en fyreseddel til enten Kevin Magnussen eller Jolyon Palmer, eller begge, som ikke har haft de bedste resultater i denne sæson. Således har Magnussen kun scoret point én gang hele sæsonen under Ruslands Grand Prix med en syvendeplads i Sochi, mens F1-rookieen Palmer endnu ikke har haft det fornødne held til at slutte i top 10.

I et interview med den britiske F1-journalist Jonathan Noble bløder Abiteboul derfor nu op og understreger, at man på ingen måder har afskrevet teamets nuværende kørerline-up.

Renault Sport F1s CEO, Cyril Abiteboul.
Copyright Renault F1


Således går Abiteboul nu i direkte forsvar for sine nuværende kørere, som han mener har gjort det godt i betragtning af de begrænsninger, som de nuværende biler giver dem. Med henvisning til Red Bull og Sebastian Vettel sagde franskmanden, at rekruttering af et stjernenavn på ingen måde er en garanti for fremtidig succes.

"Forhåbentlig indser folk, at vi ikke er ved at afskrive vores nuværende line-up,” understreger Abiteboul.

"Vi bliver nødt til at se, hvordan sæsonen spænder af. Men helt ærligt, de gør et godt stykke arbejde med den hardware, de har fået stillet til rådighed.”

"Vi har sandt nok brug for en fremtidig leder – men da Red Bull valgte Vettel, var han ikke verdensmester, og Red Bull var ikke verdensmester – de voksede sammen.”

"År senere – set i bakspejlet – var det en oplagt kombination, men det var faktisk ikke tilfældet i starten.”

Abiteboul afviser også, at det vil være nemmere bare at købe et stjernenavn med det samme.

"Hvis der findes en model, så vil jeg sige, at vi mere er i retning af modellen at finde morgendagens Vettel, vokse sammen og måske blive mester sammen. At købe en eksisterende verdensmester tror jeg ikke er en absolut nødvendighed i moderne F1," mener Renault-bossen.

Jolyon Palmer og Kevin Magnussen
Copyright Renault Sport


I bestræbelserne på at generobre tidligere tiders storhed og mesterskaber har Renault tidligere udtalt, at man agter at udvikle sin egen fremtidige mester, og Abiteboul mener også, at en sådan strategi giver mening ud fra et økonomisk synspunkt. Det er ikke nødvenligvis klogt bare at gå ud på markedet og købe en etableret stjerne.

"Vi har kapaciteten til at opbygge den fremtidige verdensmester sammen, så måske vil han være hos os i 2017, og måske vil vi blive mestre sammen i 2020," siger Abiteboul.

"Det er en rigtig god strategi set fra et sportsligt og markedsføringsmæssigt perspektiv, men også ud fra et økonomisk perspektiv. Det er ingen hemmelighed, at det koster langt mindre at gøre det på den måde end at købe en stjerne, der allerede er veletableret – selv om det er en fantastisk mulighed.”

Som det er nu, lader Renault alle muligheder stå åbne og ser tiden an.

"Vi afskriver ingen muligheder... Helt ærligt, vi har den finansielle styrke til at købe en stjerne i dag, men jeg er ikke sikker på, at det er et klogt træk," slutter Abiteboul.

Kevin Magnussen
Copyright Renault Sport


Renaults teamchef, Frederic Vasseur, udtaler i dag i et interview med Formula 1, at jobkravet ikke udelukkende er hurtighed men også evnen til at lede og motivere andre.

"Hvis man ser på succeshistorier i fortiden, blev succes altid bygget op omkring én kører: Schumacher og Ferrari, Vettel og Red Bull, Lewis og Mercedes, og også Alonso og Renault – så køreren er vigtig," siger Vasseur.

"En kører handler ikke kun om præstation, men også om at være i stand til at lede et team.”

”Lige nu har vi mere eller mindre tusind ansatte i teamet, hvis du lægger Viry og Enstone sammen (Renaults fabrikker i Frankrig og England, red.). Det kræver en form for følelsesmæssig ledelse - og det er kørerens opgave!”

”Vi har brug for en kører, der er topmotiveret og i stand til top-motivere alle andre. "

Adspurgt om Magnussen og Palmer passer, når dette regnskab skal gøres op, siger Vasseur:

"De forbedrer sig! Vi ved, at vi er på gridden, så ordet 'forbedring' står med flammeskrift foran os. Det er for tidligt at tage en beslutning om det lige nu og her. Vi vil sandsynligvis gøre det i begyndelsen af september.”

Og "begyndelsen af september" kan udmærket være på Monza, hvor BMF1 vil være til stede og rapportere direkte fra paddocken, når/hvis meddelelsen bliver bragt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Gode nyheder om Schumacher Gasly: Han har det ikke nemt »