• Forside

2. frie: Purung debutant hurtigst

På samme tid var det "business as usual" og helt anderledes, da fredagens anden træning løb af stablen ved Tyrkiets Grand Prix på Istanbul Park. Det blev nemlig den 19-årige debutant Sebastian Vettel, der bragte sin BMW Sauber frem på førstepladsen.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 25/8 2006 klokken 20:08

Det er ikke hver dag man ser en teenager debutere i Formel 1, men sådan var det i dag i Istanbul, og sikke en debut. Godt nok skal man ikke lægge for meget i fredagens tider, men ikke desto mindre er det en flot præstation af en kører med den erfaring, som Sebastian Vettel (BMW Sauber) har, at køre hurtigere end alle de andre.

På de efterfølgende pladser dominerede Ferrari og Honda. I den forbindelse er det lidt interessant, at Renault, der definitivt fik deres massedæmpere forbudt i denne uge, ikke formåede at placere sig bedre end nummer 12 og 18. Men så igen – man skal passe på med at tage fredagens tider for mere end de er. Nogle har testet en opsætning med stor brændstofmængde, mens andre måske har kørt nogle omgange med en lille brændstofmængde ombord og friske dæk.


Sebastian Vettel under en tidligere test på Jerez

Om alle omstændigheder skal det blive spændende at følge aktiviteterne i morgen, når det begynder at blive alvor. Er Ferrari og Honda i så god form, som det så ud i dag, og har Renault helt mistet pusten? Dette kan du følge her på Bilmagasinet F1.