Bahrains GP: Hot or Not

Det er dagen efter søndagens Grand Prix i Bahrain, og det er tid til at få gjort status over weekenden i ord, ved at kaste et blik på de kørere, som har gjort sig positivt eller negativt bemærket.

Blokerede dæk til Sving 10 . Copyright Williams F1

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 4/4 2016 klokken 12:04

Som altid er hot/not listen et subjektivt udtryk, men lad os springe ud i det!

Hot

Rosberg
Tyskeren viste denne gang gennem det meste af weekenden, at han i hvert fald var ved siden af, og til tider over, Lewis Hamilton, hvilket han slog endegyldigt fast søndag, da han tog starten og kontrollerede løbet fra start til slut. Det er sådan en præstation, der er nødvendig for at ryste en modstander og en præstation, der giver næring til sæsonen og den interne duel i teamet.

Stoffel Vandoorne
Den engelske presse må gnide sig glædeligt i deres hænder over de historier, som de nu får mulighed for at skrive, efter at F1-rookien sikrede sæsonens første point til McLaren. Prøv at forestille jer hvilke historier, der kan blive spundet på Alonsos fravær og manglende motivation (i hvert fald hvis man skal tro artiklen, hvor Johnny Herbert hos BBC revser spanieren for netop af mangle disse to ting). Hvor om alting er, så piller det ikke ved, at Vandoorne leverede en memorabel indsats efter nærmest at være blevet kastet for løverne.

Kimi Räikkönen
For at kæmpe sig til en endelig andenplads efter en sovende start. Räikkönen viste den fart, dristighed og tempo, som minder om de dage, hvor han var anderledes fanden-i-voldsk og overhalede her, dér og alle vegne. Lad os håbe, at han kan hæve sit bundniveau gennem sæsonen, så partnerskabet med Vettel kan komme dem begge til gode.

Not

FIA.
Okay, jeg skal indrømme, at det nok er svært at undgå, at være lidt farvet her – men nu må FIA simpelthen til at stramme op og turde uddele de straffe, som der nødvendige, når reglerne bliver overtrådt. Det er vel derfor, at de er der? Som Jens Winther udtrykte det, så kunne Kevin Magnussen ikke gøre noget ved sin straf, da det var en ”reglements-ting”. Bevares, var Hamiltons situation ikke også en ”reglements-ting?” Hamilton og Magnussen overtrådte begge reglerne, selvom det måske ikke var klart for begge kørere i deres respektive situationer, hvorfor de havde overtrådt reglerne, men det ændrer ikke ved, at FIA burde have sendt Hamilton lige lukt ned bag Kevin Magnussens gule bagdel.

Stewards’ beslutning med Bottas/Hamilton
Jeg må indrømme, at jeg rynkede lidt på næsen, da løbets stewards sendte Bottas en tur ned gennem pitten efter at have været i karambolage med Hamilton. Om det igen er FIA, der favoriserer, ved jeg ikke, men jeg syntes ikke, at episoden var andet end en ”race-incident”. Der var en ladeport åben for Bottas, som enhver F1-kører med respekt for sig selv ville gå efter – ellers kan man ligeså godt pakke sig selv sammen og gå hjem.

Og så var der faktisk ikke mere, som denne weekends GP formåede at gøre negativt i min optik, hvorfor listen kun indeholder de to overstående punkter.

Er I enige, eller er der skudt ved siden af?
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sådan blev dækkene brugt Bahrains GP: Dagen derpå »