Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 3/4 2016 klokken 18:04
Rosberg tog starten fra Hamilton, mens Bottas fik kørt sig forbi Raikkonen. I første sving var der kontakt mellem Bottas og Hamilton, hvilket fik gjort skade på Hamiltons racer. Rosberg trak lidt fra i front efterfulgt af de to Williams.
Også de to Haas racere var også godt med på sjette og ottendepladsen.
Kevin fik stille og roligt kørt sig frem bagest fra feltet, mens de to Sauber-racere nær havde kørt hinanden af banen i deres interne duel.
Efter en noget kaotisk start begyndte der at falde lidt ro på feltet. Det var stadig tæt, men der blev jævnet mere og mere ud. Rosberg var efter seks omgange stadig godt i gang med at bygge fundamentet til sin anden sæsonsejr.
Netop som der blev talt om at blive jævnet ud, var der en rød finne, der ville det anderledes. Raikkonen begyndte at rette op på sin dårlige start, og fik efter en kølig overhaling på Bottas, kørt sig selv op som nummer tre.
Jenson Button måtte udgå på samme omgang, mens Kevin Magnussen derved rykkede op som nummer 15. Samtidig blev det meldt ud, at hændelsen mellem Bottas og Hamilton ville blive efterforsket. Den blev kort efter takseret til en gennemkørselsstraf til Bottas. Guiterrez måtte senere give op og trække sig ud af løbet. Det var fjerde kører ude på 11 omgange.
Også Hamilton havde fundet farten efter sin noget bøvlede start på løbet. Grosjean kørte solidt i den tilbageværende Haas-racer og fik efter en overhaling af Massa kørt sig op som nummer fem. Han gik senere også forbi Ricciardo, hvilket i den grad fik smilene frem hos Haas i pitten.
Efter 30 omgange var det et løb, der bød på masser af små positionskampe, mens Rosberg kørte sig eget løb, og kunne glæde sig over at øge sit pointforspring til Hamilton. Sainz gik lidt senere i pit og parkerede raceren, efter at have haft problemer gennem længere tid. Nasr meldt også om store problemer med sin Sauber. Kevin kørte sig efter 34 omgange op som nummer 11 og senere op som nummer ni efter andre køreres pit-stop, men gled tilbage som nummer 10, efter at være blevet overhalet af Kvyat.
Oppe i front tydede det på, at tingene muligvis kunne spidse lidt til. Raikkonen havde efter sidste pit-stop runde en afstand op til Rosberg, som kunne betyde, at der ville være noget at køre om til slut. Efter 43 omgange var forskellen på lidt over fire sekunder. Kevin Magnussen havde også godt ført i dækkene og kunne potentielt køre med om det ene point til slut.
Med otte omgange igen lagde Magnussen voldsomt pres på Ericsson i den nordiske duel. Magnussen kæmpede med næb, kløer og DRS, hvilket efter et par omgange belønnedes med en 11 plads.
Rosberg holdt dog forspringet til Raikkonen og kunne tage sæsonens anden sejr. En vital indsprøjtning til Rosberg, der øgede forspringet yderligere til Hamilton, som sluttede på tredjepladsen. Magnussen forblev nummer 11, mens Raikkonen kunne glæde sig over at få taget revanche for løbet i Australien med sin andenplads.