Vi har ikke hidtil været vant til rollefordelingen, men ikke desto mindre havde Mercedes store problemer med at hænge på både Ferrari og Red Bull under lørdagens kvalifikation.
"Det er en overraskelse - jeg troede, de bluffede i går og også her til morgen," sagde Vettel efter kvalifikationen om Mercedes.
"Der er ingen tvivl om, at de har den stærkeste pakke i år – de må have nogle problemer. Det er den eneste forklaring.”
Vettel (th) og Ricciardo (tv) troede at Mercedes bluffede i Singapore.
Copyright Red Bull Photofiles
"Men jeg vil ikke udelukke dem til løbet i morgen (søndag, red.). Jeg er sikker på, at Mercedes vil være hurtige.”
"Det er ikke den nemmeste bane at overhale på, men hvis du har farten, vil du til sidst komme forbi. Jeg forventer, at de vil være stærke," udtalte Vettel.
Daniel Ricciardo, Red Bull, var af samme opfattelse som Vettel, da han erfarede, hvor på gridden de to Mercedes-biler sluttede.
Hamilton kommer til at jagte Vettel i Singapores gader. Her er det under Spaniens GP.
Copyright Mercedes AMG
"Kvalifikationen var spændende. At vi ikke har nogen Mercedes heroppe er lidt af en overraskelse for alle.”
"Jeg troede, de spillede lidt med skjulte kort i går, men det ser ud til, at de ikke er helt tilpas i denne weekend. Det er lidt af en overraskelse – og det er godt at lukrere på," mente Ricciardo.
Startrækkefølgen til morgendagens grand prix i Singapore bliver med Vettel forrest fulgt af Ricciardo, Räikkönen, Kvyatt i Red Bull samt Hamilton og Rosberg, der starter henholdsvis på P5 og P6 i hver sin Mercedes.