Den 10-sekundersstraf, som Sebastian Vettel fik i forbindelse med safetycar-perioden i weekendens grand prix i Baku, hvor tyskeren påkørte Lewis Hamiltons bagvinge og efterfølgende ”whell-bangede” britens venstre forhjul i sin frustration over at have fået ødelagt sin egen forvinge, har nu udviklet sig.
Således har den internationale motorsportsorganisation FIA nu officielt meldt ud, at de indleder en såkaldt efterforskning af Vettels påkørsel af Mercedes-racerens forhjul.
I meddelesen hedder det:
"Efter den seneste hændelse i Aserbajdsjans Grand Prix, hvor bil nr. 5 (Sebastian Vettel) var involveret i en kollision med bil nr. 44 (Lewis Hamilton), vil FIA, mandag den 3. juli, undersøge årsagerne til hændelsen for at evaluere om yderligere sanktion er nødvendig. En erklæring om resultatet af denne proces vil blive stillet til rådighed inden det kommende Østrigske Grand Prix."
Så gode venner var de.
Copyright Mercedes
I minutterne efter Vettels påkørsel udtalte Hamilton over radioen til F1- Racing Director Charlie Whiting: ”De 10-sekunders straf er ikke tilstrækkeligt for den måde at køre på. Det ved du godt, Charlie.”
Om Charlie vidste det, men alligevel valgte den nemme og hurtige løsning for at bibeholde spændingen i mesterskabet, vides ikke. Fakta er dog, at Hamilton havde ret. Vettels påkørsel krævede en strengere straf.
I et ret
usædvanligt interview efter løbet fastholdt Vettel imidlertid, at han på ingen måde med vilje havde kørt ind i Hamiltons forhjul men at påkørslen snarere skyldes, at tyskeren viftede med hånden overfor sin modstander.
Vettel har tidligere været stillet for det såkaldte Internationale Tribunal hos FIA. Dengang var det for at have brugt et usædvanligt groft sprogbrug overfor Charlie Whiting under Mexicos Grand Prix i 2016. Sagen stoppede dog der, da Vettel undskyldte sin opførsel over for F1-direktøren.
Det interessante er imidlertid, at kendelsen dengang sagde, at ”i tilfælde af lignende optrin i fremtiden… vil yderligere disciplinære skridt blive taget”. At tale i et grimt sprog til en løbsdirektør er naturligvis en anderledes sag end at ”wheel-bange” en modstander, men det kan ikke udelukkes, at FIA lægger de to sager sammen og giver Vettel en løbsdags straf.
I så fald vil den firedobbelte verdensmester modtage en helt speciel gave fra FIA på sin fødselsdag – den 3. juli 2017.