BMF1.dk's Power Rating: Italiens GP

Spændingen plejer at være intakt på Autodromo Nazionale Monza, og det holdt også denne weekend, hvor en verdensmester viste, hvorfor han er – ja, en mester.

Italiens Grand Prix 2025 . Copyright Ferrari

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/9 2025 klokken 18:09

Det går sjældent stille af, når det årlige Grand Premio d'Italia afvikles på legendariske Autodromo Nazionale Monza, blandt venner kaldt "Temple of Speed.

Sidstnævnte holder, for løbets vinder satte banerekord med en gennemsnitsfart på 264,7 km/t, hvormed køreren slog eksverdensmesteren Lewis Hamiltons hidtidige rekord.

I vores sædvanlige Power Rating foretager vi herunder nogle nedslag med hovedvægten lagt på søndagens grandprix.

Italiens Grand Prix 2025. Sejr til Max Verstappen foran de to McLaren racereItaliens Grand Prix 2025. Sejr til Max Verstappen foran de to McLaren racere
Copyright Red Bull Contentpool


Toppræstationer


De seneste løb har McLaren vist en nærmest skræmmende styrke, hvor Lando Norris og Oscar Piastri har været dominerende.

Men det var ikke tilfældet denne weekend, hvor Max Verstappen satte skabet på plads og i suveræn stil vandt pole position samt grandprixet søndag med hele 19 sekunder. Det er tæt på lysår i denne branche.

Både Lando Norris og Oscar Piastri kæmpede heroisk men måtte bare strække våben og erkende, at Red Bull havde overhånden denne weekend.

Det er også værd at fremhæve Charles Leclerc (P4), der ikke satte en fod forkert – hvilket også gælder hans pitmandskab, som foretog et ekstremt hurtigt pitstop. Ferrari viste fremgang, men mangler stadig at knække koden for at nå tidligere tiders niveau.

Italiens Grand Prix 2025. Sejr til Max Verstappen foran de to McLaren racereItaliens Grand Prix 2025. Sejr til Max Verstappen foran de to McLaren racere
Copyright Red Bull Contentpool


Hos Kick Sauber viste Gabriel Bortoleto, hvorfor han tilskrives en lovende fremtid i Formel 1. P8 er et flot resultat i en Sauber.

Ligeledes havde Alex Albon en god eftermiddag og sluttede på en smuk P7 i sin Williams.

Mellempræstationer


Noget tyder på, at Lewis Hamilton er ved at finde melodien, om end det ikke foregår med raketfart. En femplaceringers straf fra Hollands Grand Prix gav eksverdensmesteren en startposition på P10, men alligevel sluttede Ferrari-køreren på en samlet og godkendt P6.

Italiens Grand Prix 2025. Oscar Piastri i McLaren racerenItaliens Grand Prix 2025. Oscar Piastri i McLaren raceren
Copyright McLaren F1 Team


På grund af "ureglementeret kørsel" pådrog Kimi Antonelli sig en femsekunders straf og forvandlede en udmærket kvalifikation på P6 til at droppe tre pladser ned, og, som den langsomste af de "4 Store", slutte på P9. Den 19-årige er teenager og er stadig i Mercedes-lære, og det er tydeligt, at springet direkte fra Formel 3 er til at føle på for den unge kører.

For Isack Hadjars vedkommende var det blevet hverdag igen efter sidste weekends vilde podieplacering i Hollands GP, men franskmanden er dog stabilt kørende, hvilket også kunne ses denne weekend, hvor Racing Bulls-køreren sluttede på P10 og dermed i pointene.

Bundpræstationer


Æren som den lavest placerede i vores Power Rating tilfalder endnu engang Yuki Tsunoda, der stadig ikke kan afkode den mærkelige Red Bull, som i den anden ende af feltet vandt løbet med en hollænder bag rattet. Igen spørger man: hvor stor tålmodighed har Red Bull, når der henses til de vigtige point i konstruktørmesterskabet?

Italiens Grand Prix 2025. Charles Leclerc på Monza banenItaliens Grand Prix 2025. Charles Leclerc på Monza banen
Copyright Ferrari


Efter en overraskende god indsats på Zandvoort er Lance Stroll igen tilbage i nederste lag i vores Power Rating. Indtil Fernando Alonsos knækkede forhjulsophæng og efterfølgende DNF, var det tydeligt, at Aston Martin har fundet mere fart, men kan man bestemt ikke påstå, at Stroll havde.

Canadieren er derfor placeret i Monza-weekendens nederste lag sammen med Flavio Briatores yndling, Franco Colapinto, hvis præstationer hos Alpine F1 har ændret sig fra lovende til direkte bekymrende.

Power Rating


Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation (20%), sprint- og grandprix med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Max Verstappen 10 0
2. Gabriel Bortoleto 9,6 0,4
3. Lando Norris 9,4 0,3
4. Charles Leclerc 9,3 0,3
5. Oscar Piastri 9,3 0,3
6. Alex Albon 9,2 0,3
7. George Russell 9,1 0,2
8. Lewis Hamilton 8,7 0,7
9. Isack Hadjar 8,4 0,5
10. Kimi Antonelli 7,8 0,3
11. Oliver Bearman 7,3 0,4
12. Fernando Alonso [DNF] 7 0
13. Carlos Sainz 6,9 0,1
14. Nico Hülkenberg [DNF] 6,6 0,5
15. Pierre Gasly 6,5 0,7
16. Franco Colapinto 6,2 0,4
17. Liam Lawson 6,1 0,9
18. Esteban Ocon 5,9 0,7
19. Lance Stroll 5,9 0,6
20. Yuki Tsunoda 3,9 0,7


Giv din egen mening til kende på vores Facebook-side.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER