Albon i Ferrari

Efter at have fået sparket fra Red Bulls Formel 1-team er Alex Albon nu godt på vej til at sætte sig i en Ferrari.

Alexander Albon . Copyright BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/1 2021 klokken 10:01

Som bekendt er Alex Albon fortid hos Red Bulls Formel 1-team efter en sæson, hvor den unge thai-brite aldrig nåede bare tilnærmelsesvis i nærheden af teamkammeraten Max Verstappens niveau. Sædet er nu overtaget af Sergio Perez.

Red Bull har kontakter til adskillige teams i flere motorsportsserier, hvor biler i bl.a. tyske DTM har været dekoreret med reklamer for energidrikfabrikantens produkter.

Nu tyder mere og mere på, at Red Bull er på vej til DTM med sit eget team, hvor Alex Albon bliver den ene af kørerne.

Sakhirs Grand Prix 2020. Alex Albon på vej til DTM.Sakhirs Grand Prix 2020. Alex Albon på vej til DTM.
Copyright Red Bull Contentpool


Ifølge Motorsport.com vil Albon danne par i DTM med en anden Red Bull juniorkører, den 18-årige newzealænder Liam Lawson, som deltog i FIA Formel 3-mesterskabet i 2020, hvor det blev til en samlet femteplads. Endvidere er Lawson regerende mester i Toyota Racing Series. I 2021 fortsætter han til Formel 2 for Hitech Racing.

Ifølge Motorsport.com skal Red Bulls DTM-team konkurrere i en Ferrari 488 GT3, og her oplyser kilder til mediet, at AF Corse bliver base for det nye team. Det italienske team har fungeret som Ferraris fabriksteam i sportsvognsserien FIA WEC.

Ingen af parterne har endnu bekræftet rygterne.

I dette års sæson stiller Keke Rosberg og Jenson Button også op med et team i DTM.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Godt nyt: Zanardi i bedring Alfa Romeos F1-fremtid i fare »