Kvyat sikker hos Toro Rosso i 2018

Udtalelser fra Red Bulls ledelse tyder på, at Daniil Kvyat kan være sikker på at fortsætte hos det Red Bull-sponsorerede F1-team i 2018.

Billeder fra USA 2015 . Copyright Red Bull Photofiles

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/7 2017 klokken 11:07

Russeren Daniil Kvyat var manden, som orkestrerede en begivenhedsrig start på Østrigs Grand Prix, da han med en bremsefejl kørte op i hækvingen på Max Verstappen i søsterteamet Red Bulls racer. Kollisionen resulterede i at Verstappen endnu engang måtte udgå og at Kvyat efterfølgende modtog en straf og derfor sluttede hele tre omgange efter den vindende Valtteri Bottas i Mercedes.

Denne, og andre hændelser som russeren har været involveret i, har fået medierne til at spekulere i, om Kvyats dage hos Toro Rosso er talte, men det afvises af Red Bulls teamchef Christian Horner.

”Han fejlbedømte sit bremsepunkt og Max var det uheldige offer. Jeg tror ikke, at nogen vil angribe ham hårdt for det,” udtalte Horner.

På spørgsmålet, om optionen for en sæson mere med Kvyat er blevet diskuteret, svarede Horner: ”Ikke endnu, men jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle blive det.”

”Han har faktisk kørt en ganske god sæson indtil nu, så det er meget sandsynligt, at den bliver taget op i den nærmeste fremtid.”

Hvis Horners udtalelser holder vand, er det dårlige nyheder for Red Bulls test- og reservekører Pierre Gasly, som ved flere lejligheder har luftet, at han er sikker på et sæde hos Toro Rosso i 2018.

I verdensmesterskabet har Kvyat indtil nu opnået 4 point mens teamkammeraten Carlos Sainz Jr. har hentet 29 point.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Årsagen til Magnussens exit fundet Silverstone udnytter klausul: Sidste GP i 2019 »