Silverstone udnytter klausul: Sidste GP i 2019

Få dage inden Englands Grand Prix har Silverstone-banen, britisk motorsports Mekka, udnyttet en klausul i den nuværende kontrakt med F1 Group og opsiger nu samarbejdet.

Englands GP 2015 . Copyright manor F1 Team

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 11/7 2017 klokken 21:07

2019 kan meget let blive sidste år, hvor briterne kan opleve et Formel 1-grand prix på hjemmebane. Årsagen er, at ejerne af Silverstone, BRDC (British Racing Drivers’ Club), har udnyttet en klausul i kontrakten med F1 Group og opsagt samarbejdet med F1-ejerne.

Paradoksalt nok udløber klausulen få dage inden Englands Grand Prix på samme bane, og den korte forklaring på opsigelsen er, at ejerne i flere år har kæmpet med anselige underskud pga. af en betragtelig afgift til F1 Group for overhovedet at afholde løbet.

"Denne beslutning er taget, fordi det ikke er økonomisk rentabelt for os at afvikle det britiske grand prix i henhold til vores nuværende kontrakt. Vi har konstant tab på 2,8 mio. pund i 2015 (23,5 mio. DKK) og 4,8 mio. pund (40,4 mio. DKK) i 2016, og vi forventer at miste et tilsvarende beløb i år,” lyder forklaringen fra John Grant, BRDC’s bestyrelsesformand.

Daniil Kvyat, Toro Rosso, foran Sebastian Vettel, Ferrari, på Silverstone i 2016.
Copyright Red Bull Media


"Vi har nået dråben, der får bægeret til at flyde over og kan ikke længere lade vores passion for sporten tage kontrollen med vores beslutninger. Det ville ikke kun være en risiko for Silverstones og BRDCs fremtid, men også for britisk motorsport, som er afhængig af os.”

"Jeg vil imidlertid også understrege, at selv om vi nu har aktiveret klausulen, støtter vi fuldt ud de ændringer, som Liberty-teamet foretager for at forbedre F1-oplevelsen.”

"Vores håb er, at der stadig kan nås en aftale, så vi kan sikre en bæredygtig og økonomisk sikker fremtid for den britiske grand prix på Silverstone i mange år fremover."

BRDC håber, at man, ved at annullere kontrakten, kan forhandle en ny aftale med F1’s nye ejere, Liberty Media, for at sikre fremtiden for løb efter 2019.

"Udfordringerne i forbindelse med kontrakten, der blev underskrevet i 2009 med de daværende ejere af Formel 1, har været veldokumenterede," sagde Grant.

Felipe Massa på Silverstone. 2015.
Copyright Williams F1 Team


"I tilbageblik blev beslutningen om at underskrive denne kontrakt lavet for at bevare den britiske grand prix og sikre, at dette store, historiske race ikke gik tabt. Det var den eneste aftale på bordet på det tidspunkt, og beslutningen blev truffet for at holde det britiske grand prix i live.”

"Men virkeligheden er, at Englands Grand Prix i mange år har haft et nettotab.”

"På trods af at være den mest populære weekend-sportsbegivenhed i Storbritannien - med et publikum på over 350.000 – så er nettoomsætningen ikke tilstrækkelig til at dække løbets andel af vores faste omkostninger, endsige bare at få overskud," lød det fra BRDC's bestyrelsesformand.

På flere planer er der store forventninger til F1's nye ejere, Liberty Media. For baneejerne handler det om at udnytte eventuelle klausuler som Silverstones til at få forhandlet en bedre kontrakt på plads, end det var muligt med onkel Bernie og Co.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kvyat sikker hos Toro Rosso i 2018 Dansk Formel 1-bane godkendt »