Ferrari-kørere undrer sig

Ferrari havde en svær weekend i Brasilien, hvor begge kørere havde svært ved at finde den rette balance med bilen.

Charles Leclerc vinder Italiens GP foran Ferraris tifosi. Italiens GP 2024 . Copyright Ferrari Media

Af: Simon Kraglund (sk@bmf1.dk) d. 8/11 2024 klokken 12:11

Ferrari kom ind til weekenden i Brasilien med stor selvtillid, efter at de havde vundet to løb i træk.

Men Ferrari faldt ned på jorden igen med et skuffende resultat, hvor Leclerc måtte tage til takke med en femteplads i søndagens grand prix.

Endnu værre gik det for Sainz, der gik fra at være helten i Mexico med en sejr, til at være en af weekendens store skuffelser, hvor han udgik både i kvalifikationen og i løbet.

“Jeg har altid været en meget stærk kører i regnvejret, men af en eller anden grund, har jeg aldrig været god med denne bil i vådt føre. Jeg har aldrig haft en god følelse i bilen,” siger Sainz ifølge Motorsport.com

“Jeg ved ikke, om vi bare ikke får nok energi i dækkene, om vi kører for stift i de mellem- til højhastighedssving, eller hvad det er. Det er klart, at det er meget svært og uforudsigeligt at køre."

Leclerc mener, at de kunne have leveret bedre i Brasilien, men de begik en fejl, der ødelagde muligheden for et bedre resultat.

“Jeg tror, at jeg delvist er skyld i det, fordi vi beslutter opsætningerne sammen med teamet. Jeg ville gå i en retning, men det var helt sikkert den forkerte.”

“Tempoet var bare ikke der, uanset om det var i kvalifikationen, hvor jeg synes, at vi faktisk ikke var så dårlige. Med de nye dæk og lavt brændstof kan man få mere ud af bilen, men i løbet var vi bare ingen steder – og mere end at være ingen steder, så var det ekstremt svært at køre, ekstremt svært at undgå fejl,” sagde Leclerc.

Italienerne får mulighed for revanche i næste weekend, hvor de skal køre i glamourøse Las Vegas, hvor Leclerc var tæt på at vinde sidste år.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hvorfor har Sauber valgt Bortoleto? McLaren beskyldes for vanddoping »