Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 8/11 2017 klokken 09:11
Max Verstappen har uden tvivl haft en meget interessant tid med de forskellige stewards, der bruges under sæsonens løb.
I Austin blev der smidt en tidsstraf i nakken på ham, hvilket kostede ham tredjepladsen og en tur på podiet, da han havde overhalet Kimi Raikkonen uden for banen. En dom, som mange var uenige i.
Og en uge senere i Mexico undgik hollænderen endnu en straf, da han blev underkastet en undersøgelse for bevidst at have sænket Valtteri Bottas under kvalifikationen.
Det er episoder som disse igennem sæsonen, der nu får Verstappen til at sætte spørgsmål ved den turnusordning, der hidtil har været den faste praksis i sporten.
"Når man kigger på det samlet set, så ja, så ville det være en bedre idé", udtaler Verstappen til NBC Sports.
"For hvis det blev vedtaget, så ville du i hvert fald vide, hvem du har med at gøre, og hvordan deres syn er på tingene. De begynder at forstå en kørers mentalitet bedre fordi, at man har flere løb og mere tid sammen. Det er helt sikkert den retning, jeg mener, at vi skal gå i."