Spaniens Grand Prix kan være på vej til Madrid

Madrid har flere gange vist interesse i at afholde et Formel 1 Grand Prix, og nu melder flere medier, at en aftale snart offentliggøres.

Spaniens GP . Copyright Alfa Romeo F1 Team Stake

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 6/12 2023 klokken 13:12

Det er ikke første gang, at der går rygter om at skifte Catalunya-banen i Barcelona ud med en bane i Madrid, og nu ser det ud til at være meget tæt på.

Flere medier melder om, at det inden længe vil blive bekræftet, at Madrid i fremtiden skal være vært for Spaniens Grand Prix.

Circuit de Barcelona-Catalunya har egentlig en kontrakt med Formel 1 frem til slutningen af 2026, men det forlyder, at den nye aftale med Madrid betyder, at det sidste løb i Barcelona køres i 2025, hvorefter Madrid vil overtage fra 2026.

Haas ned af langsiden til Spaniens GP-weekendHaas ned af langsiden til Spaniens GP-weekend
Copyright Haas F1


Banen i Barcelona har tidligere fået kritik, fordi det er svært at overhale, og organisationen bag har også tidligere fået at vide, at det var et problem der skulle løses.

Det har man så forsøgt ved at fjerne den chikane, der var før sidste sving. I år var der da også flere overhalinger end tidligere år.

Alligevel ser det nu ud til, at Madrid fra 2026 skal være vært for Spaniens Grand Prix, men det er som sagt ikke officielt meldt ud endnu.

Ifølge flere medier var planen, at nyheden allerede nu skulle være offentliggjort, men grundet udfordringer er det blevet udskudt. Alligevel forventes det, at den nye aftale vil blive offentliggjort enten i denne eller i næste uge.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Toto Wolff undersøges for brud på FIA’s regler FIA dropper sag mod Wolff »