For Williams F1 Team, Formel 1 – og Rob Smedley i særdeleshed – kan 2017-sæsonen betegnes som år 1 efter Massa – for hvilken rolle skal brasilianerens mangeårige ven og faste ingeniør indtage nu?
Der har været spekuleret i, om Smedley fremover skal tilbringe mere tid på fabrikken end at have ansvaret for baneaktiviteterne, men ingeniørens chef, Claire Williams, giver ikke et entydigt svar på dette spørgsmål.
”Det er nogle samtaler vi har, eller måske ikke har,” lyder det kryptisk fra Williams. ”Om han er på banen eller fabrikken – begge steder vil han have stor betydning.”
Felipe Massa og Rob Smedley (th)
Copyright Williams F1
”Hvad angår vores stab, må vi vurdere, hvor deres tekniske kunnen udnyttes bedst, og det skal bestemt ikke forstås negativt. En person som Rob vil hele tiden være på vej frem og ønske at gøre mere, og somme tider er det måske ikke på banen men på fabrikken. Vi må vente og se.”
”Siden Rob kom hertil, har han udført et fantastisk stykke arbejde, og jeg kan ikke forestille mig nogen ændringer. Han er virkelig en vigtig person for vores team, og han er ikke kun stærkt rent teknisk, men han er også en meget passioneret person. Det er en af de ting jeg elsker ved ham og hvad teamet har brug for.”
”Teamet har brug for at vide, at sejre kræver ofre...og sådan er Rob. Det er dét DNA, som løber igennem Rob, og jeg ønsker ikke at miste ham,” lød det fra Claire Williams
Rob Smedley kom til Williams i 2014, efter i en årrække at have været chefingeniør for Felipe Massa i dennes tid hos Ferrari.