Nico Rosberg og Lewis Hamilton har været altdominerende i deres sølvpile, hvor det gennem de sidste par sæsoner er blevet til tre kørertitler og tre konstruktørmesterskaber. Nu er Nico Rosberg stoppet, hvilket betyder at Mercedes skal have fundet en afløser til verdensmesteren fra 2016. Det er på den ene side en nem opgave fordi stort set alle kørere har meldt sig, men det er også en svær opgave, fordi det handler om at vælge den rigtige medkører til Lewis Hamilton.
Lewis Hamilton og Nico Rosberg.
Copyright Mercedes AMG
Derfor skal Toto Wolff og Mercedes tænke sig om, men de er klar til at tage et modigt valg, har Toto Wolff fortalt til Sky Sports.
"Det er ikke en nem opgave og vi kommer måske til at tage en modig beslutning, lidt lige som den Nico har taget. Vi har brug for den hurtigste kører, som laver de mindste fejl og som har en forståelse for, at det her er et holdspil," lyder det fra østrigske Toto Wolff.
Valtteri Bottas.
Copyright Williams F1 Team
Flere kørere har været nævnt i forbindelse med det ledige sæde og Niki Lauda har udtalt, at stort set halvdelen af feltet har meldt sig. Der er dog tre navne som går igen og det er Pascal Wehrlein, Valtteri Bottas og Fernando Alonso. Spanieren er det frække bud, fordi han skal købes fri hos McLaren, mens de to andre er en tand mere realistiske. Pascal Wehrlein er Mercedes-talent og han har før slået Hamilton og Rosberg til tyskernes private sæsonafslutning, Stars and Cars. Bottas har dog Toto Wolff som manager, så ham skal man altså heller ikke afvise.