Post Monza: F1 genovervejer “reverse grid”

Som en konsekvens af gårsdagens spændende grandprix på Monza genovervejer Formel 1 nu mulighederne for “reverse grid” ved udvalgte grandprixer.

Italiens Grand Prix 2020 . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/9 2020 klokken 19:09

Med Belgiens Grand Prix på Spa-Francorchamps som den absolutte topscorer i disciplinen ‘kedelige Formel 1-løb’ blev samtlige F1-fans vækket brat i den sidste halvdel at Italiens Grand Prix, hvor de vante roller i den grad pludselig var byttet rundt.

De færreste havde tippet Pierre Gasly som vinder, Carlos Sainz Jr. som to’er, og slet ikke Lance Stroll som tre’er - for ikke at nævne Valtteri Bottas som enlig statist i anstrengelserne på at nå indenfor DRS-afstand på Lando Norris, hvorefter finnen måtte tage sig til takke med P5 - i en Mercedes.

Men sådan udviklede det sig heldigvis.

Foruden hos tilskuerne i alverdens Tv-stuer var løbets uventede udvikling også en øjenåbner for folkene bag Formel 1, og af samme årsag er debatten om den såkaldte “reverse grid” (hvor der som i F2 og 3 byttes rundt på startrækkefølgen) genstartet. Denne gang med mulighed for at projektet kan gennemføres, vel at mærke. Mere om det senere.

Gasly vinderVinderen af Italiens GP, Pierre Gasly, gemmer sig et sted inde i konfettien.
Copyright Red Bull


Formel 1s CEO, Ross Brawn, var blandt dem, der så lyset efter Lewis Hamiltons ufrivillige 10-sekunders straf, hvor den uventede “reverse grid” efterfølgende tog form ved den stående genstart efter rødt flag. Formatet har tidligere været på tegnebrættet som en mulighed på Monza, men blev alligevel fjernet, da der ikke kunne opnås enighed blandt teamene (læs: fra Mercedes).

”Desværre kunne vi ikke komme videre med det, men konceptet er stadig noget, vi og FIA ønsker at gennemarbejde i de kommende måneder og diskutere med teamene til næste år,” udtalte Brawn på sin blog på Formula 1 .

”Vi synes, at gårsdagens løb viste den spænding, som en blandet pakke vil medføre, og når næste års biler forbliver de samme som i år - så kunne vores fans blive underholdt med det samme drama, som vi så denne weekend på Monza,” fortsatte han.

“Med et ‘reverse grid’ sprintløb vil teamene selvfølgelig sætte deres biler forskelligt op. Som det er nu, sætter Mercedes deres biler op for at opnå den hurtigste omgang og derefter styre løbet fra front. Hvis de er klar over, at de nu er tvunget til at overhale, bliver de nødt til at ændre denne tilgang.”

Pierre Gasly passerer mållinjen som overraskende vinder af Italiens GP 2020.Pierre Gasly passerer mållinjen som overraskende vinder af Italiens GP 2020.
Copyright Red Bull Contentpool


"Vi vil fortsætte med at evaluere nye formater med det formål at gøre showet mere underholdende, men på samme tid altid opretholde DNA'et i Formel 1,” lød de lovende ord fra den indflydelsesrige og erfarne F1-boss.

Og hvorfor er “reverse grid”, i modsætning til tidligere, nu en reel mulighed?

Hidtil har regulativet krævet, at samtlige teams skulle være enige, når strukturen i F1 skulle ændres radikalt. Men med den nye “Concorde Agreement” for 2021 (som samtlige teams nu har underskrevet) hedder det, at kun en “væsentlig majoritet” bestående af “28 stemmer” kan effektuere ændringer.

Denne regelændring er meget interessant, for både FIA og Formel 1 har alene 10 stemmer og hvert team har én stemme. Det betyder, at hvis kun to teams stemmer imod, kan forslaget gennemføres. Det er meget tænkeligt, at disse to teams vil være Mercedes og Ferrari, men, modsat i dag, vil det ikke få betydning.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Italiens GP: Dagen Derpå Hamilton: Derfor nåede jeg ikke at knæle »