Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 8/8 2017 klokken 11:08
Ifølge Sergio Perez, forventer han at han sammen med Force India, vil annoncere deres fortsatte partnerskab, når Formel 1 feltet kommer tilbage fra sommerferie i Belgien.
Sergio Perez og Esteban Ocon har haft en del nærkontakt i år, hvilket ser ud til at have givet den unge Ocon overtaget på holdet, men trods disse sammenstød, er Perez meget klar til at forlænge.
"Jeg er glad for at være på et hold, der formår at udvikle sig og forbedre sig løbende," kom det fra Perez.
"Vi er lige nu på samme placering som sidste år, men vi er også meget tilfredse med at være bedst af resten," tilføjede han.
Mercedes, Ferrari og Red Bull er i en liga for sig selv, hvilket betyder at Force Indias ambition er, at være lige efter de tre hold, hvilket de er lige nu.
"Holdet er på vej i en god retning og sponsorerne har udvist større interesse for os, så alt ser godt ud."
Force India skulle også være på vej med et navneskifte, så India delen forsvinder. Det nye navn, som holdet forventes at benytte fra og med den kommende sæson, siges at blive Force-One, som holdets revisor har registreret tidligere på året.
Om der kommer en annoncering på Spa, som Perez håber, eller om den kommer på Monza, som de fleste andre bruger, vil vi snart blive klogere på.