Optakt til Canadas Grand Prix

Formel 1-feltet er landet i Canada, hvor 9. afdeling af sæsonen skal køres. Red Bull kommer igen som store favoritter, mens der efterhånden bliver mere kamp om de efterfølgende placeringer. Her kan du læse BMF1s optakt til Canadas Grand Prix

Canadas Grand Prix 2022 . Copyright Haas F1

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 15/6 2023 klokken 10:06

Red Bull fortsatte sin dominans i Spanien, da Max Verstappen tog sejren foran de to Mercedes-kørere. Red Bull er stadig storfavoritter til sejren på søndag, men med opgraderinger til de forskellige hold, begynder det at blive mere spændende bagved.

Det sidste trin på podiet
Under det seneste Grand Prix i Spanien fik vi for alvor de nye opgraderinger at se. Mercedes viste sig stærke og tog et dobbeltpodie. Mercedes har dog allerede sagt, at man ikke forventer, at være ligeså stærke i denne weekend.

Der er blevet lagt større pres på Aston Martin som ellers i denne sæson har haft den næstbedste bil. Det ser nu ud til, at Mercedes kan kæmpe med, og man må også forvente, at Ferrari har noget i ærmet. Carlos Sainz viste i hvert fald god fart i bilen, da han kvalificerede sig som nummer to i Spanien. Derudover må vi heller ikke afskrive Alpine, som også har vist god fart i bilen.

Det ser således ud til, at vi kan se frem til en tæt kamp bagved Red Bull. Hvis de to Red Bulls ligger langt foran, kan det blive en drabelig kamp om den sidste plads på podiet. Lance Stroll vil uden tvivl kæmpe med alt, hvad han har for at slutte på podiet på hjemmebanen i Canada.

Red Bull kan nå milepæl
Red Bull kan nå en stor milepæl, hvis de vinder weekendens Grand Prix. Det vil således være sejr nummer 100 for Red Bull.

Red Bull er da også storfavoritter til sejren. Banen byder på langsider, der bør være en fordel for Red Bull, da det spiller ind i bilens tophastighed, som er noget højere end konkurrenternes.

Spørgsmålet er så, hvem af de to kørere fra Red Bull som formentligt kommer til at løbe afsted med sejren. Sergio Perez har haft en skidt periode på det seneste med en sekstendeplads i Monaco og en fjerdeplads i Spanien. Han skal derfor tilbage i gear, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at udfordre Max Verstappen i kampen om VM.

Fakta
Søndag skal der køres 70 omgange på Circuit Gilles-Villeneuve. Banen strækker sig 4,3 kilometer og byder på 14 sving. Valtteri Bottas er indehaveren af banerekorden på 1:13.078 fra 2019.

Tre DRS-zoner skal hjælpe kørerne med overhalinger. Den første på start/mål-langsiden og den næste mellem sving syv og otte. Den sidste DRS-zone finder vi på baglangsiden mellem sving 11 og 13. Pirelli har taget C3, C4 og C5 dækkene med til weekendens løb.

Løbet bliver skudt i gang kl. 20 søndag aften.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel skal teste for Red Bull Canadas GP: 2. frie træning »