Ventetiden er endelig ved at være ovre. Formel 1 er tilbage.
Den normalt så lange vinterpause har måske ikke virket så lang, som den normalt gør, med de mange nyheder, hvor Lewis Hamiltons skifte til Ferrari i 2025 har stjålet alle overskrifter. Nu kan vi så glæde os over, at Formel 1 er tilbage, og som altid starter vi i Bahrain.
Kan nogen udfordre Max Verstappen?
Max Verstappen var helt suveræn i 2023 og tog uden meget besvær sin tredje VM-titel i træk. Det helt store spørgsmål er, om nogen overhovedet kan komme i nærheden af hollænderen i 2024. Det ser svært ud, og det kræver en ekstraordinær god sæson, hvis man vil udfordre Verstappen i kampen om VM.
Red Bull pre-season 2024 test. Max Verstappen og Sergio Perez
Copyright Red Bull Contentpool
Sergio Perez er som udgangspunkt bedste bud på en udfordrer, fordi han sidder i samme bil som Verstappen. Sidste år havde Perez dog store problemer med at hamle op med sin teamkammerat, og noget ser ud til, at det også bliver svært i 2024. Under vintertesten var Perez mellem seks og syv tiendedele langsommere end Verstappen i gennemsnit. Man skal altid tage disse tal med et gran salt, fordi det er test, og vi kender ikke til mængden af brændstof og motor-indstillinger.
Ferrari ser ud til at have en bedre bil i 2024, end de havde i 2023. Man kan derfor håbe, at de kan tage kampen op mod Red Bull i enkelte løb. Carlos Sainz har helt sikkert noget, han skal bevise i løbet af 2024, eftersom Hamilton overtager hans sæde til næste år. Måske får vi en ekstra ærgerrig Sainz at se i år, men næppe nok til at udfordre Verstappen.
Svært år i vente for Haas
Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg har til denne sæson fået ny teamchef i form af Ayao Komatsu, som overtog efter Günther Steiner. Komatsu har nok at se til, for efter vintertesten ligner det, at Haas har den langsomste bil på gridden. Efter vintertesten har Komatsu udtalt, at det har været en succesfuld test, men at der stadig er meget at arbejde på.
Haas i 2024 pre-season test. Kevin Magnussen på banen
Copyright Haas F1
Det helt store fokus for Haas er at få dækkene til at fungere optimalt. I sidste sæson kostede et højt dækslid flere chancer for point, så hvis Haas skal forbedre sig i denne sæson, kræver det, at der er styr på dækkene.
Kevin Magnussen har ligeledes udtalt, at dækkene er det store fokus i år. Han siger, at problemet ikke er løst endnu, men at de nuværende ændringer forhåbentlig er nok til, at man kan kæmpe med om point om søndagen.
Hvor står Mercedes?
Det var noget af en bombe der sprang i vinterpausen, da Lewis Hamilton annoncerede, at han skifter til Ferrari i 2025. Med den nyhed stiller det Mercedes i en usædvanlig situation forud for sæsonen. Man skal køre en hel sæson, hvor Lewis Hamilton er en del af teamet, mens man samtidig ved, at han lige om lidt skifter til rivalerne. Spørgsmålet er, hvor stor en andel Hamilton får i udviklingen af bilen.
Mercedes pre-season test 2024. George Russell i W15 raceren
Copyright Mercedes AMG
Kigger man på vintertesten, så ser det umiddelbart ud til, at Mercedes har forbedret bilen i forhold til 2023. Jolyon Palmer sagde efter vintertesten, at han forventer, at Mercedes’ ”race-pace” er ganske fornuftig. Dog ser han ikke, at Mercedes kan udfordre i toppen, når det gælder en enkelt omgang. Der går dog rygter i paddock om, at Mercedes er noget hurtigere, end de har vist under testen. Nogle indikerer, at de er hurtigere end Ferrari. Det bliver spændende at se, om Mercedes har ”sandbagget” under testen og dermed kan udfordre i toppen af feltet.
Fakta
Der skal køres 57 omgange ved sæsonens første løb. Bahrain International Circuit strækker sig 5,4 kilometer og består af 15 sving. De to DRS-zoner finder vi mellem sving tre og fire samt på baglangsiden mellem sving 10 og 11.
Til sæsonens første løb medbringer Pirelli C1, C2 og C3-dækkene.
Det er værd at bemærke, at de to første løb i 2024 køres om lørdagen grundet ramadanen. Det betyder, at de to første træninger til weekendens Grand Prix køres om torsdagen, mens den sidste træning og kvalifikationen køres fredag. Selve løbet køres lørdag kl. 16 og kan følges på Viaplay, TV3+ og F1 TV Pro.