Mercedes: Canada bliver en større udfordring

På trods af det flotte resultat i Barcelona, hvor Mercedes sikrede sig et dobbelt-podie, så forventer holdet ikke, at de kommer til at kæmpe med om sejren i Canada.

Australiens Grand Prix 2023 . Copyright Mercedes AMG

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 9/6 2023 klokken 12:06

Der var stor glæde hos Mercedes, da de kunne fejre et dobbelt-podie efter et flot løb fra både Lewis Hamilton og George Russel. Resultatet har givet holdet selvtillid, efter de har haft svært ved at ramme rigtigt med det nye reglement.

Mercedes forventer dog ikke, at de kan kæmpe med om sejren endnu, efter de nye opgraderinger vi så første gang i Monaco. Det fortæller Andrew Shovlin i Mercedes’ egen debrief-video.

”Vi forventer ikke, at vi kommer til at være lige i hælene på Red Bull i Canada. Vi er opmærksomme på, at Canada sandsynligvis vil være en større udfordring,” siger Andrew Shovlin.

Ifølge Andrew Shovlin bliver Canada en større udfordring, fordi banens kendetegn ikke ligger til Mercedes som Barcelona gjorde det. Han peger på flere langsomme sving og flere langsider som nogle af årsagerne til, at løbet kan blive en større udfordring.

Andrew Shovlin forventer, at løbet i Canada vil komme til at minde mere om de tidligere løb, hvor Mercedes vil være en del af kampen mod Aston Martin, Ferrari og måske endda Alpine. Han påpeger desuden, at Mercedes vil kæmpe alt, hvad de kan for at få point, fordi det ligger så tæt mellem de forskellige hold.

”Du kan være P2 og du kan være P10, og der er kun et par tiendedele mellem det, så vi vil helt sikkert kæmpe, for at finde alt den performance vi kan.”

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« F1 vil bruge biobrændstof i lastbilerne Spa kæmper for sin plads på kalenderen »