McLarens fiasko skyldes ustabil topledelse

I dag annoncerede McLaren, at teamchefen Eric Boullier har fået sparket, men årsagen til holdets dårlige form ligger i virkeligheden andre steder. Det erkender CEO Zak Brown.

McLaren . Copyright BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/7 2018 klokken 16:07

I folkemunde kommer den slags på gråt papir, men det vides ikke om Eric Boulliers fyreseddel var trykt på den farve. Uanset hvad, så er franskmanden nu fortid hos det kriseramte britiske McLaren, som tidligere altid lå i toppen af tabellen og for hvem placeringer under podieniveau regnedes for en fiasko.

Som i fodbold, er det billigere at fyre træneren end hele holdet, og dette princip benyttes også i Formel 1, men McLarens CEO Zak Brown erkender, at årsagen til problemerne også skal søges andre steder end i de tekniske afdelinger på fabrikken.

Således udtalte han i et interview med flere medier i dag, at de seneste års mange udskiftninger i topledelsen har haft en meget negativ effekt ned igennem organisationen – herunder fyringen af Martin Whitmarsh, daværende formand Ron Dennis og senest Jost Capitos korte besøg på direktionsgangen.

McLarens nye chef Zak Brown.
McLarens chef Zak Brown.
Copyright McLaren Media


"Vi er langt under vores kampvægt i betragtning af historien, medarbejdernes talent, ressourcerne og teknologien, som er til vores rådighed. Det hele kommer som en kulmination af, at vores team i virkeligheden er blevet destabiliseret i mange år.”

"Hvis du kigger på vores sidste syv eller otte år, har vi haft forskellige administrerende direktører, forskellige aktionærer, aktionærer inde, aktionærer ude igen, administrerende direktører inde, administrerende direktører ude igen.”

”Vi virkelig ikke formået at finde et stabilt spor og dermed genopbygge dette store team. Det er, hvad vi nu vil gøre… Det er meget smertefuldt for os alle sammen hos McLaren.”

Mika Hakkinen, McLaren MP4-15. Belgien 2000
Mika Häkkinen var regelmæssig gæst på podiet i McLarens storhedstid. Her fra Belgiens GP i 2000.
Copyright McLaren Media


”Teamet skal have tid til at blive stabiliseret, så vi kan bygge et stærkt fundament. Situationen opstod ikke på en nat og vil derfor heller ikke blive klaret på en nat.”

”Så i dag er vores første skridt at komme tilbage og køre, som et hold der kan vinde.”

Til slut afviste Brown at spekulere i Boulliers afløser.

”Vi har endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvad der bliver op og ned på det,” lød det fra McLaren-bossen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« BREAKING NEWS: Boullier går af Ferrari til Silverstone med vigtig opdatering »