Da Fernando Alonso kørte for Ferrari, havde Maranello-teamet ikke den hurtigste bil, men alligevel formåede eksverdensmesteren løb efter løb at køre ud over, hvad bilen i virkeligheden formåede. Dette var utvivlsomt en af årsagerne til, at McLaren tegnede kontrakt med spanieren for 2015.
Siden da er det som bekendt - mildt sagt - gået meget dårligt for McLaren, hvilket ikke mindst skyldes katastrofale svigt fra teamets motorleverandør Honda. Således har Alonso end ikke været i nærheden af en podieplacering siden 2014.
Da Alonsos kontrakt med McLaren udløber med udgangen af indeværende sæson, er 48.000-kronersspørgsmålet derfor: Hvor er den dobbelte verdensmester i 2018?
Står det til McLarens COO, Jonathan Neale, er svaret klart.
"Hvis det kommer an på min personlige mening, så vil jeg gerne have at Fernando forbliver i dette team," udtaler Neale til Motorsport.
Fernando Alonso.
Copyright McLaren Media
"Jeg ved, at vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde ham i dette team, men jeg erkender, at han vil have andre valgmuligheder - intet kan tages for givet.”
"Jeg synes, at han er super fyr. Han er en af de bedste kørere, jeg nogensinde har arbejdet med, og jeg vil derfor gerne beholde ham."
Alonso har selv udtalt, at han vil offentliggøre detaljerne om sin fremtid i september, og da det endnu er uvist, om McLaren fortsætter samarbejdet med Honda, vil den 36-årige spaniers beslutningen næsten helt sikkert være påvirket af McLarens motorplaner. Alt tyder dog på, at partnerskabet med Honda fortsætter, idet både Ferrari og Mercedes har takket pænt nej til at levere motorenheder til det britiske team.
Sidste weekends grand prix på Hungaroring var McLarens første problemfrie løb siden 2015, hvilket måske viste Honda-enhedens potentiale. Her sluttede Alonso på en overraskende 6. plads.
Spørgsmålet er bare, om de positive takter ikke er kommet for sent til at motivere spanieren til at blive.