I modsætning til de fleste teams på gridden oplyser McLarens teamchef Eric Boullier nu, at teamet på ingen måde vil slække på udviklingen af deres MP34-1 i næste halvår af 2016, da det efter hans mening ser ud til, at afstanden op til toppen er blevet mindre.
McLaren har dog stadig et stykke vej op til klassens førende Mercedes-biler, men alligevel er der stadige fremskridt, pointhøst og regelmæssige besøg i Q3. Boullier mener, at McLarens satsning på udvikling i denne sæson og fortsatte fremgang har overgået de nærmeste konkurrenters i kampen om at lukke hullet op til toppen.
Teamet håber at kapitalisere på næste års regelændringer, men det betyder ikke, at man dermed stopper med at presse på for at opnå topresultater i denne sæson.
Eric Boullier
Copyright McLaren Media
"Vi er nu lidt over halvvejs igennem, og klar til at kæmpe igen for at nå vores slutmål i sæsonen,” siger Boullier.
"Midterfeltet er rimelig tæt, og hvert team er stærkt på forskellige baner, så der bliver ikke nogen pauser i den måde vi presser på og i vores bestræbelser på udvikle vores bil gennem resten af sæsonen og ind i næste år."
Og årsagen er ret enkel. Boullier mener nemlig, at hver ny del, der kommer på den nuværende pakke, vil kunne tjene som god læring til den nye 2017-model.
"McLaren-Honda vil i fællesskab fortsætte med at presse hårdt på, og alt hvad vi sætter på bilen – det være sig på chassis eller motorenhed – bliver til værdifuld læring for næste år.”
”Vi har nu haft et par uger væk fra Formel 1 (sommerferie, red.), men vores ambition er så stærk som nogensinde, og vi er helt klar til at gå til den igen," lover Boullier.