Det så temmelig dramatisk ud på TV-billederne men må nærmest have været hårrejsende for Esteban Ocon, da han, få sekunder efter at være blevet overhalet af Kevin Magnussen under søndagens sidste træning til Spaniens Grand Prix igen satte fart på sin Renault for derefter at opdage, at Haas-køreren havde sænket farten markant for at køle sine dæk ned.
Kun en resolut undvigemanøvre af franskmanden forhindrede en voldsom påkørsel af Magnussen, der troede, at Ocon også var ved at køle sine dæk og derfor ikke forventede besøg af den gule Renault. Undvigemanøvren kostede en ødelagt Renault, som smadrede ind i barrieren.
Efter hændelsen blev begge kørere kaldt til stewards for at forklare sig, og efterfølgende blev situationen noteret som en “uheldig hændelse”, hvor ingen kunne bebrejdes noget.
Esteban Ocon. Renault
Copyright Renault F1
Under lørdagens kvalifikation til Spaniens Grand Prix var banetemperaturen meget høj og flere kørere kæmpede med ophedede dæk. Af samme årsag sænkede de hurtigt farten efter en hurtig omgang, men de langsomme biler betød også, at Circuit de Catalunya på visse tidspunkter mindede om hjemtrafikken på Helsingørmotorvejen nord for København - eller det samme på Vejlefjord-broen for den sags skyld.
Selv om det længe har været aftalt mellem kørerne, at disse korteger af langsomme biler på "cool-down laps" skal undgås, kunne man ved selvsyn konstatere, at “gentleman-aftalen” ikke blev overholdt, og det ønsker kørerne nu at gøre noget ved.
“Vi rejste problemet ved kørermødet på Silverstone, og jeg tror, at det vil blive rejst igen,” udtalte Romain Grosjean, der er direktør for GPDA, grandprixkørernes sammenslutning.
“Vi kan godt køre hurtigere… og ja, det er et spørgsmål om sikkerhed.”
“Og jeg kan godt fortælle en ting: du føler dig bestemt ikke sikker, når du kører så langsomt, mens de andre kommer imod dig med så høj fart.”
“Der er områder (på banen, red.), hvor spejlene kun lige er gode nok. Det handler om bedre radiokommunikation, og vi bliver nødt til at gøre noget ved det.”
“Vi har talt om det flere gange, og en dag vil der pludselig ske noget (en ulykke, red.), og det føles ikke i orden,” lød det advarende fra Grosjean.