Han købte sig vej ind i Formel 1 og betalte næsten med sit liv. Han var involveret i en af de mest forfærdelige ulykker i historien, og var så godt som død. Alligevel kæmpede han sig vej tilbage til livet, gennem ren vilje.
Hans ufattelig hurtige tilbagevenden til cockpittet er blevet kaldt det mest modige comeback i sportshistorien. Efter at have vundet to verdensmesterskaber, begyndte det at kede ham.
Han vendte tilbage endnu engang og vandt det tredje mesterskab. Gennem hele hans fantastiske karriere er han blevet kaldt både en helt og en skurk. Den arrede mester der gennemgik så mange prøvelser, forbliver en levende legende.
Niki Lauda, March 721, Sydafrika 1972
Den 22. februar 1949, blev Nicholas Andreas Lauda født ind i en af Wien´s mest prominente familier. Formuen var skabt dels på papirvarer, men også en succesfuld bankvirksomhed havde lagt grunden for den store rigdom.
Det var Niki´s far, som havde startet familievirksomheden, og havde et håb om, at sønnen ville følge i hans fodspor. Det blev dog hurtigt tydeligt, at det ikke var tilfældet, til stor ærgelse for faderen. Allerede i en tidlig alder, havde Niki vist stor interesse for motorsporten.
Niki Lauda, Marlboro-BRM, Argentina 1973
Faderen var sikker på, at drengen nok skulle komme på andre tanker, men for en sikkerheds skyld fik Niki læst og påskrevet, at der skam ikke faldt så meget som en eneste pfennig i hans lommer, hvis han fortsatte med sine barnlige drømme.
Han købte en Mini Cooper i 1968 og begyndte at deltage i lokale 'hillclimbs', løb som foregik hvor der var bare det mindste stykke vej, man kunne køre på.
Det gik ganske godt, for han endte som toer det år. Senere flirtede han med Formel V en periode. Pengene fik han ikke fra faderen, men derimod fra sin farmor.
Han deltog i en masse løb med rimelig succes, og han købte en Formel 3 bil, som han kørte rundt med på en trailer. Ligeledes med pæn succes.
Niki Lauda, Ferrari 312 B3, England 1974
Det var klart for alle, at der kun var én vej frem for den unge mand, men først skulle han overbevise teamcheferne i Formel 2, at han havde hvad der skulle til.
Niki brugte sit efternavn til at overtale bankerne til at låne ham penge. Det lykkedes med nød og næppe, og han købte sig et sæde i March teamet, som deltog i Formel 2 og Formel 1.
Han blev kollega med Ronnie Peterson, som blev betalt for at køre. I Rouen var Lauda så hurtig, at han fik et 'slow' tegn fra pitten, for ikke at overhale Peterson.
1972 var en blanding af Formel 2 og Formel 1. March bilerne var ikke konkurrencedygtige nok og det ærgrede den unge Niki. Han kunne ikke vise sin hurtighed, og imens begyndte regningerne at hobe sig op. Der var banklån der skulle betales tilbage, men Lauda havde ikke en klink.
Niki Lauda, Ferrari 312, Frankrig 1975
Da han ikke havde nogen andre kvalifikationer - han havde droppet ideen om universitetet for at køre løb - var han tvunget til at fortsætte med at køre.
Resten af 1972 blev en kamp for at holde hovedet oven vande. Østrigeren han havde så meget gæld, at en mindre banan-republik ville blive misundelig, men også professionelt var det en kamp. Han blev nødt til hele tiden at køre på grænsen, og ofte over den, for at bevise sit værd.
Samtidig kæmpede selve March teamet for at overleve. Det eneste respektable resultat, det år, var en tredjeplads til Peterson på Nürburgring.
Niki Lauda, Ferrari 312, Monaco 1975
1973 blev et rodet år for Lauda. March havde mistet STP som sponsor og uden de penge, var der ikke meget man kunne gøre for at sikre et sæde til Lauda. Samtidig mistede teamet en række nøgle-personer til andre teams, og det blev tydeligt for Lauda, at han måtte videre.
Lauda overtalte Louis Stanley hos BRM til at ansætte ham, mod betaling. Pengene fik han endnu engang skrabet sammen, og man må sige at allerede dengang var den unge Lauda en ganske dygtig forhandler.
Niki gjorde sig bemærket på banen i BRM-bilen. Han vandt dog ikke nogen løb, men det var tydeligt at han havde farten. Efter sæsonen, blev han tilbudt en to-årig kontrakt. Den var særdeles attraktiv, dels fordi han nu havde et fast sæde, men især fordi hans gæld med ét ville blive betalt. Til gengæld skulle han så køre gratis i de kommende to sæsoner.
Niki Lauda, Ferrari 312, Spanien 1975
Blækket på kontrakten med BRM var endnu ikke tørt, da Enzo Ferrari kontaktede den unge østriger og tilbød ham et sæde hos den stejlende hingst. Ferrari var sultne efter resultater, for de havde ikke vundet et mesterskab siden John Surtees i 1964.
Lauda slog til, og fik på en eller anden måde betalt BRM tilbage med forskuddet fra Ferrari.
Hos Ferrari var man imponeret over den tynde østrigers arbejdsetik og selvtillid, dog var det fornemme italienske team lidt overrasket over hans åbenmundethed og ærlighed. Efter sin første test i Ferrari 312, sagde Niki til Enzo Ferrari, at bilen var noget skrammel, men han kunne få den gjort køreklar.
Nu var han i søgelyset hos medierne. Formel 1 var stort nu og egoerne var enorme. Lauda blev set som Ferrari´s frelser, og hans kolde facade og kølige overblik, gav ham tilnavnet 'Computeren'. Men computeren begik fejl og det kostede dyrt i mesterskabet. Niki sagde at ved at lære af sine fejltagelser, kunne han hurtigere blive bedre.
Niki Lauda, Ferrari 312T, Italien 1976 - efter ulykken
Og resultaterne var der såmænd. Det år, sammen med Clay Regazzoni, lykkedes det faktisk at være med helt fremme og kæmpe om verdensmesterskabet. Han vandt to gange, i Spanien og i Holland. Samtidig blev Ferrari-bilerne stadigt hurtigere og mere pålidelige.
Året efter i 1975, var Niki Lauda fuldstændigt tændt på at tage mesterskabet. Hans Ferrari 312/T, blæste al opposition af vejen og vandt i Monaco, Belgien, Sverige, Frankrig og USA, og Lauda kunne kåres som verdensmester.
Hele Italien fejrede den første titel i mere end ti år, men hæderen og æren betød ikke det store for vores usentimentale helt. Trofæer og pokaler betød ikke noget for ham, han syntes de fyldte for meget i hjemmet, så han solgte dem til en lokal mekaniker, så han kunne få vasket sin bil gratis i stedet for.
Niki Lauda, Ferrari 312T, Monaco 1976
Planen for 1976 var, at gentage kunststykket fra ´75, og det så da også vældig godt ud til at starte med. Halvvejs gennem sæsonen havde Lauda en komfortabel føring over playboy´en James Hunt, så umiddelbart var der intet til hinder for at Lauda tog sin anden titel. Men så kom løbet på Nürburgring.
Siden starten af Formel 1 i 1950, havde Nürburgring et ry for at være dødsens farlig. Og med god grund. Mindst fire Formel 1 kørere havde indtil løbet i 1976 mistet livet på den berygtede bane.
To omgange inde i løbet, skrider Lauda´s Ferrari ud mod højre side af banen, rammer en jordvold, bryder i brand og bliver kastet tilbage på banen. Fordi løbet lige er startet, er Lauda´s benzintank hel fuld, og bilen nærmest eksploderer da den rammer banen igen.
Niki Lauda, McLaren MP4B, Long Beach 1982
Flere kørere, herunder Brett Lunger, Guy Edwards og en frygtløs Arturo Maurizio standser og kaster sig ind i det varme inferno. De skynder sig at få hevet den rygende Lauda ud af den brændende bil, og i et øjeblik står han op og ser ud til kun at være småskadet, men kollapser så i armene på sine redningsmænd.
Men det går hurtigt op for alle, at hans skader er langt mere alvorlige. Brændvarme og giftige gasser havde beskadiget hans lunger og hans blod. Derudover havde han, trods styrthjelmen, pådraget sig alvorlige læsioner og brandsår i hele ansigtet og en slem hjernerystelse.
På hospitalet blev han indlagt med tredjegangs-forbrændinger i det meste af ansigte og på sine hænder og han gled ind i en koma. Lægerne troede ikke på han nogensinde ville vågne op igen, så en præst blev tilkaldt og Niki Lauda fik tildeldt den sidste olie.
Seks (6) uger senere, med blodet rindende fra bandagerne omkring hovedet, sluttede han det italienske Grand Prix på en fjerdeplads. Forbavsede læger, de samme der ikke gav ham nogen chancer for at overleve, sagde at hans tilbagvenden var ren viljestyrke. Jackie Stewart sagde, at det var det mest modige comeback i sportens historie.
Niki Lauda, Rio de Janeiro 1985
Niki Lauda udtalte selv, at tabet af halvdelen af det ene øre, gjorde at han kunne bruge telefonen bedre end før. Men han vidste at der var mange der ikke ligefem nød synet af den nu vansirede helt, så siden den dag kunne man altid se Lauda med en rød kasket, hvor han havde udlejet pladsen til en sponsor for et betragteligt beløb.
Mesterskabet skulle afgøres i det japanske Grand Prix, det sidste i sæsonen. Det var en gammeldags duel mellem Hunt og Lauda, som publikum håbede på. Men de måtte gå forgæves.
På grund af et tropisk regnvejr, der ganske enkelt var livsfarligt at køre i, trak Lauda sig ud af løbet og gav sejren til sin gode ven Hunt, der dermed vandt sin første og eneste titel.
Italienerne kaldte ham en kujon og mange var rasende på Niki Lauda. De mente han havde mistet sin magi, det der gjorde ham unik. Selv Enzo Ferrai sagde, at han også var i tvivl om Lauda´s motiver og overvejede at udskifte ham, hvilket gjorde Lauda rasende.
I 1977 vandt Lauda kun tre løb, men fordi han havde scoret så mange point i de andre løb, var det en ren formssag at køre titlen hjem. En titel der understregede Lauda´s intentioner og kan ses som en slags hævn for de udtalelser der fulgte i kølvandet på sæsonen i 1976. Da der var to løb tilbage, kunne Lauda ikke indhentes.
Niki Lauda, McLaren MP4-2B, Montreal 1985
Han besluttede ikke at stille op til løbene, og sagde op hos Ferrari med øjeblikkelig virkning. Enzo Ferrai kaldte ham en forræder, da han skrev kontrakt med Bernie Ecclestone´s Brabham team.
1978 blev et resultatmæssigt 'acceptabelt' år. To sejre og en samlet fjerdeplads var vel hvad man kunne forvente i et nyt team. Men det var tydeligt, at Niki Lauda havde fjernet sig fra den sport, som han elskede så højt.
Året efter understregede Brabham sin manglende succes, og det blev kun til fire point i det næstsidste løb i Canada. Det var her han fik nok. Han skred. Sagde han var "træt af at køre i ring", og nu ville han starte sit eget flyselskab.
Her kunne historien godt slutte. Niki Lauda havde opnået det højeste i motorsporten, endda to gange, og han ville kunne leve et dejligt afslappet og økonomisk uafhængigt liv til sine dages ende. Flyselskabet voksede stille og roligt og Lauda selv sad ofte ved styrepinden, når der skulle fragtes passagerer frem og tilbage.
Men sådan at udvide et flyselskab krævede mange penge. Og så mange penge havde Lauda ikke.
Niki Lauda på vej ud af sin McLaren MP4/2 Zolder 1984. Copyright Luc Ghys
I 1982 vendte Niki Lauda tilbage til Formel 1. Han skrev kontrakt med Ron Dennis og McLaren og blev kollega med John Watson, angiveligt for $5 millioner, det største beløb nogen kører havde fået. Farten var der, det var der ingen tvivl om, men titlen gik til Keke Rosberg. Lauda selv sluttede på en samlet femteplads.
I 1984 blev han sat sammen med Alain Prost, den store professor, som ofte var hurtigere end Lauda. Han og Prost deltes om pointene, og Lauda vandt sin tredje titel med et halvt point, den mindst mulige margen.
1985 blev Lauda´s sidste som aktiv kører, men han forlod aldrig sporten helt. I en periode vendte han tilbage til Ferrari som rådgiver. Østrigeren var teamchef hos det kortlivede Jaguar-team, er en dygtig tv-kommentator og har skrevet fire bøger om sporten.
Niki Lauda i sin McLaren MP4/2. Kvalifikationen til det belgiske Grand Prix 1984. Copyright Luc Ghys.
Mange af Lauda´s handlinger kan ses som underlige, ja ligefrem kyniske. Han var en herlig ukompliceret kører, men er et lige så sammensat som privat menneske. Han var en af de første kørere, der selv opsøgte sponsorer for at øge indtjeningen, han blev endda berygtet for at kræve betaling for at skrive autografer.
Men hans virkelige kunnen er hans intelligens og evne til at se en god forretning. Han lærte sig selv engelsk og italiensk, han var en snu og meget dygtig forretningsmand, men selv hvis han er bevidst om sin rolle i historien, ses det ikke.
Han blev aldrig elsket af de italienske tifosi som Villeneuve eller sågar Mansell blev det, man han blev en legende i sin tid. Der har været få bedre end ham, men ingen helt som ham.
Vil du læse mere om Niki Lauda? Så klik
her